Danske udgifter til vedligehold er stabile

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. marts 2004.


I USA stiger den andel af licenspakken, der har med vedligeholdelse at gøre dramatisk ifølge en undersøgelse. I Danmark er omkostningerne til vedligehold stabile.

Ifølge en undersøgelse foretaget af analysehuset AMR er omkostningerne til vedligehold steget dramatisk i USA. Udgiftsniveauet ligger nu ifølge AMR på mellem 17 til 25 procent af den årlige licenspris, hvor det tidligere var syv til 17 procent.
De høje tal blev for nylig bragt i amerikanske medier under overskriften "Betaler mere for mindre", men noget tyder på, at situationen her i landet er en anden. Computerworld har kontaktet et par store hjemlige virksomheder og leverandører for at høre, hvordan den økonomiske situation er på området for vedligeholdelse af software.
Ammestuesnak
Torben Skriver Frandsen, der er administrerende direktør i NNIT, har ikke meget til overs for tallene i undersøgelsen.
- Rent ud sagt, så er det en gang ammestuegenfortællingssnak, der ligger langt fra videnskabelige analyser, konstaterer Torben Skriver Frandsen.
NNIT A/S havde sidste år en omsætning på 714 millioner kroner og er en skattet kunde hos de store softwareleverandører. I boksen til højre på denne side giver Torben Skriver Frandsen sine betragtninger om, hvad der påvirker størrelsen af softwarens vedligeholdelsesomkostninger.
Omkring de 15 procent
Udgifterne til vedligehold er en stabil størrelse hos pumpeproducenten Grundfos.
- Gennem mere end ti år har vores udgifter til vedligeholdelse af software ligget på omkring 15 procent af de samlede årlige licensomkostninger plus minus et par procent, siger Thor Lund Jensen, it-direktør, Grundfos, der har årlige udgifter i millionklassen til de løbende licensomkostninger.
For SAP-delen af Grundfos' software-portefølje er vedligeholdelsesomkostningerne ifølge SAP Danmark 17 procent af de samlede årlige licensomkostninger.
- Præcis den samme procentsats som alle andre SAP-kunder i Danmark betaler, oplyser Jon Tranæs, salgsdirektør, SAP Danmark.
Grundfos' it-direktør har aldrig set vedligeholdelsesomkostninger bare i nærheden af de syv procent, som ifølge undersøgelsen fra AMR var en realitet i USA for nogle år tilbage.
En væsentlig del af TCO
- Kunderne fokuserer skarpt på vedligeholdelsesomkostningerne. Udgiften er betragtelig og en væsentlig del af TCO (Total Cost of Ownership, red.). Det er vigtigt for kunderne at få reduceret denne omkostning, siger SAP's salgsdirektør Jon Tranæs.
Hvor andre producenter deler nye forretningsfunktionaliteter ud uden beregning, er SAP's kunder nødt til at abonnere på disse for at være sikret egentlige opgraderinger af softwaren.
Oracle deler fakturaen op i to poster for henholdsvis teknisk support og så vedligeholdelse, hvor sidstnævnte omfatter opgraderinger. For vedligeholdelsen tager Oracle sig betalt med 15 procent.
- Men da prisen er faldet, er de 15 procent reelt blevet til et mindre beløb, pointerer Stig Jørgensen, administrerende direktør, Oracle Danmark.
Han vurderer, at kundernes totale omkostninger til vedligehold er steget på trods af de faldende priser. Årsagen er den stigende kompleksitet i installationerne, der trækker mere arbejde med integration, tilpasning, konfigurering, patches og videreudvikling med sig.
Også to hos Microsoft
Microsoft skiller også vedligehold og support i to forskellige kontrakter for henholdsvis vedligehold og support. Også her opgraderer kunderne typisk ved hjælp af vedligeholdelsesaftalen.
- Vi forsøger at have en prissætning, der gælder over hele verden. Om vi er dyre eller billige afhænger af, hvor ofte, du opgraderer. Opgraderes der hvert tredje år, er det en god forretning, men sker det kun hvert femte år, er det en dårlig forretning, siger Niels Appel, salgsdirektør, Microsoft Danmark.

Boks: Softwarelicenser ifølge NNIT
Torben Skriver Frandsen, adm. dir. i NNIT, giver her sine betragtninger om, hvad der påvirker størrelsen af softwarens vedligeholdelsesomkostninger:
- Jo flere kunder en softwarepakke kan sælges til, jo mindre vedligeholdelsesomkostninger bør der kræves, og jo mere stabilt et område softwaren dækker, jo mindre vedligeholdelse.
Omvendt gælder, at jo mere dynamisk et område softwaren betjener, jo flere ændringer skal der laves. Dermed stiger vedligeholdelsesomkostningerne.
Generelt kan man sige, at jo mindre kundeunderlaget er, og jo mindre færdig softwaren er, desto mere krævende bliver vedligeholdelsen. Endelig er det også generelt, at jo billigere den oprindelige applikation er, jo mindre færdig er den og dermed dyrere at vedligeholde. Resultatet er højere vedligeholdelsesomkostninger/licens. Det vil igen sige, at jo bedre den oprindelige software er, jo højere bliver prisen. Til gengæld er relativt færre vedligeholdelsesaktiviteter med til at give en billigere licens.
NNIT anser, afhængigt af ovennævnte faktorer, vedligeholdelsesomkostninger (licensomk.) i størrelsesordenen 10-25 procent som rimelige, når der er tale om traditionelt udbredt koncern-anvendelig software.

Billedtekst: - Vi giver aldrig rabat på vedligehold, og vores pris på 17 procent er ikke steget i mange år, siger Jon Tranæs, salgsdirektør, SAP Danmark.