Russerne kommer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. april 2004.


Udviklingsprojekter skal ikke sendes til Indien. De skal sendes til Rusland, hvor ekspertisen er højere. Det mener i hvert fald Sten Falling, der er agent for en stribe russiske it-udviklere.

Outsourcing
Sten Falling er agent for en række russiske firmaer, der blandt andet lever af udviklingsopgaver, som vestlige virksomheder placerer hos dem.
- For tiden tales der meget om outsourcing til Indien og Kina, men begge lande ligger endog meget langt væk - både tidsmæssigt og kulturelt. Derimod er der bare to timers flyvning og to timers tidsforskel fra København til et væld af særdeles kvalificerede udviklere i Skt. Petersborg, siger Sten Falling, der har arbejdet med Rusland som hjemmebane i mere end 15 år.
Han har været i Rusland mere end 150 gange og arbejdet så langt væk som Novosibirsk, hvor de bryster sig af, at temperaturen altid er 45 grader. Om vinteren minus 45 grader og om sommeren plus 45 grader.

Dem uden hue på
- Allerede i november falder temperaturen til minus 45 grader og du kan nemt se, hvem der er turister. Det er dem, der går uden noget på hovedet. Om sommeren er klimaet helt i den anden grøft. Da er det varmt nok til at dyrke vin, siger Sten Falling, der har arbejdet med russere, siden landet hed Sovjetunionen.
Rusland dækker 11 tidszoner og er verdens største land.
Falling begyndte sin russiske karriere som salgsingeniør og Area Manager hos Brüel & Kjær i midten af firserne, hvor arbejdet gik ud på at etablere virksomhedens organisation i det kæmpemæssige land.
Det sidste år har Falling været selvstændig med firmaet Astenit og det sidste halve år har han intensiveret anstrengelserne i takt med, at snakken om outsourcing har lydt højere og højere.
- Tidligere var folk mere bekymrede for, om deres projekter blev vellykkede. Når man dårlig nok kan styre sine projekter i sit eget hus, hvordan skal det dog så ikke gå, når udviklerne sidder i Skt. Petersborg, tænker de.

Russerne kommer
Et typisk outsourcing-scenario ser således ud: Et par russere kommer til Danmark i en til to uger afhængig af projektets størrelse. Der skal skrives en kravspecifikation, men det tilbyder russerne som regel at gøre. Ifølge Falling siger danskerne ofte "det har vi ikke tid til, så vi kan ikke outsource".
Derefter deles projektet op i en håndfuld faser, og der skrives detailspecifikationer til den første fase, og arbejdet med den går i gang. Der går så en eller måske to-tre måneder og et er sikkert: Der skal altid ændringer til. Det er derfor ikke nogen god idé at gå i detaljer med mere end en fase ad gangen.
Den traditionelle russiske kultur er sådan, at russerne laver en plan, og så følger de den slavisk, udfører den til sidste komma.
- I Vesten ved vi, at en plan aldrig er ufejlbarlig, den kræver altid rettelser, men i Rusland er succeskriteriet "ingen ændringer", og det succeskriterium har voldt mange kvaler, fortæller Sten Falling.
Heldigvis deler moderne it-folk ikke den traditionelle russiske holdning til at følge planer. De er med på det fornuftige i at dele projekter op i forholdsvis korte faser og rette til efter behov.
Normalt indgår Falling en såkaldt non disclosure agreement med sine kunder.
- Det er fordi i dag, er det ofte centrale dele af forretningen, man outsourcer, og så vil kunderne altså ikke læse om deres projekter i avisen, siger han.

Brancher
Mange brancher kan med fordel outsource udviklingsprojekter til Rusland.
Falling nævner medico, administrative systemer, e-business, mobilbranchen e-learning, den finansielle sektor, streaming video og ikke mindst legacy engineering.
- Legacy engineering kalder man det at modernisere gamle programmer, så de kan køre på en nyere platform. Ofte er gamle programmer mainframebaserede og dermed svære at vedligeholde og måske umulige at videreudvikle, fordi platformen er forældet. De skal med andre ord transformeres til en moderne platform, og det er russerne eksperter i, lover Sten Falling.
Han er naturligvis selv nødt til at forstå, hvad det er kunden vil have for at kunne videreformidle ønsket til de russiske udviklere. Falling er svagstrømsingeniør fra DTH og har tidligere arbejdet med vibrationsanalyseværktøjer for Brüel & Kjær. Værktøjer, der bruges til at måle resonans i store konstruktioner som for eksempel broer.

Første mand i rummet
Holdningen til Rusland er nogle steder, at det er "meget fremmedartet" og noget med sunkne atomubåde, brand i tv-tårne, farlige atomkraftværker og mafia. Selv har Falling aldrig følt sig truet eller usikker, når han går på gaden i Rusland.
- Rusland er også den første mand i rummet, Pavlovs hunde, strålende fysikere og hundredårige traditioner for matematik på højt niveau siger Falling og nævner Euler, Chebychev, nobelpristageren Leonid V. Kantorovich og Andrei Kolmogorov som eksempler på det høje niveau.

Kolossale perspektiver
Det russiske marked er gigantisk og hastigt voksende, og der er megen interesse for it også efter sammenbruddet i den herostratisk berømte dot.com-boble. Flere af de store it-leverandører læste skriften på væggen allerede for mange år siden. For eksempel har HP været repræsenteret i landet siden 1967 og har i dag omkring 500 ansatte fordelt på det russiske hovedkvarter i Moskva og kontoret i Skt. Petersborg.
- I løbet af de næste 18 måneder forventer vi, at vores omsætning i Rusland vokser til en milliard dollars, siger Kasper Rørsted, der er er chef for HP i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA).
Rørsted vil ikke oplyse, hvad den aktuelle omsætning er i det store land mod øst. Kun at omsætningen i EMEA i 2003 var på 28,5 milliarder dollars.
HP har selskab af en stribe af de store vestlige it-producenter: Cisco, Intel, IBM, AMD, SAP og Oracle for blot at nævne nogle. Mange af dem er medlemmer af de store russiske interesseorganisationer.

ITB på russisk
Brancheforeningen Information & Computer Technologies Industry Association, hvis russiske akronym er APKIT, svarer i store træk til IT-Brancheforeningen og ITEK herhjemme. APKIT's medlemsskare består af mere end 200 it-virksomheder omfattende både lokale og datterselskaber af vestlige selskaber. ITB har også godt 200 medlemmer, så ingen tvivl om, at der er meget højt til medlemsloftet i verdens største land, når det gælder potentialet for nye medlemmer til den russiske variant af ITB.
De godt 200 medlemmer af APKIT omsætter for mere end to milliarder dollars og medlemmerne sidder på markedsandele op til 70 procent i mange segmenter af det russiske marked for it. Organisationen samarbejder med mange ministerier, offentlige styrelser og myndigheder og med endnu flere brancheorganisationer.
Herudover findes der mange andre russiske interesse-, branche- og lobbyorganisationer. Den første til at organisere software outsourcingvirksomheder, Fort-Ross, blev etableret i Skt. Petersborg i 1999 samtidig med, at en konsolidering i branchen fandt sted.

Contex
Contex, der er verdens markant største leverandør af storformatscannere, har lagt udviklingen af Macintosh-drivere til sine scannere i St. Petersborg.
- Vi har faktisk folk, der kunne gøre det, men de har travlt med andre ting, så vi valgte at lægge udviklingen i St. Petersborg, siger Jørgen Rasmussen, udviklingsdirektør, Contex.
- Vi er positive overfor, hvad vi får leveret og overvejer at lægge flere opgaver ud til St. Petersborg, fortæller Jørgen Rasmussen.

Foss Analytical
Foss Analytical, der fremstiller analyseudstyr til fødevarer og korn og foderstoffer har også brugt udviklere i Skt. Petersborg.
- Hvordan vi i sin tid fandt på at lægge udvikling i Skt. Petersborg fortaber sig i tågerne, men det hang sammen med, at det på det tidspunkt var svært at finde softwarefolk i Danmark, fortæller Kim Vejlby Hansen, udviklingsdirektør, Foss Analytical.
Foss fik udviklet et program til at styre virksomhedens instrumenter på brugersiden, men i dag er der kun lidt arbejde med vedligehold tilbage for de russiske udviklere.
- Russerne er kompetente og hurtige, og vi har været glade for samarbejdet, men har ikke længere det store behov, siger Kim Vejlby Hansen.

Saxo Bank
Saxo Bank har i løbet af ti år opbygget en bank, der tjener stort på at stille handelsplatforme og handelsfaciliteter til rådighed via internettet til spekulative investorer i hele verden. Nu arbejder banken, der sidste år forrentede egenkapitalen med 76 procent før skat, på at etablere en udviklingsafdeling i Skt. Petersborg. Hensigten er at opbygge Saxo Banks egen afdeling i det russiske softwarefirma Reksoft, hvor grupper af medarbejdere på langtidskontrakt kommer til at samarbejde med matchende teams i hovedkvarteret i Gentofte. Baggrunden er både it-flaskehalsen og en økonomisk besparelse.
- De er meget dygtige, ikke mindst til den hårde matematik. På et par års sigt har vi formentlig lige mange der som her, sagde Ole Rossing, Saxo Banks it-direktør for et par uger siden til Computerworld.
Ved årets udgang regner Rossing med at have 100 medarbejdere i Danmark og 30 i Rusland og på endnu et års sigt 100 hvert sted.

Læs også side 16

Boks: Russiske it-firmaer

Tre selskaber med kig på danmark
Lanit-Tercom (www.tercom.ru) har ca. 350 medarbejdere og er nært knyttet til St. Petersborg State University. Lanit-Tercoms stærke sider er især real time & embedded, audio/video processing, mobile teknologier, algoritmer og operativsystemer.

Reksoft (www.reksoft.com) har ca. 140 medarbejdere og er ISO9001-certificeret. Et CMMI-certifikat på niveau tre-fire forventes i år. Reksofts stærke sider er især: Business Intelligence, E-business, Electronic Document Management & Workflow, E-procurement, Telecommunication, Content Management Systemer.

Digital Design (www.digdes.com) har ca. 120 medarbejdere og er den første russiske it-virksomhed, som både er CMMI3- og ISO9001-certificeret. Digital Designs stærke sider er især: Data Warehousing, beslutningsstøttesystemer, elektronisk dokumenthåndtering, workflow internet/intranet og e-Commerce løsninger.