Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. april 2004.
Beskrivelsen af beskæftigelsessituationen og præsentationen af de danske bredbåndspriser i den nye it- og telepolitiske redegørelse er fejlagtige.
It- og telepolitik
Hverken antallet af fuldtidsbeskæftigede i it-erhvervene eller prisen for en ADSL-forbindelse er korrekt gengivet i regeringens nye it- og telepolitiske redegørelse, og det ærgrer ITEK's branchedirektør Tom Togsverd.
"Beskæftigelsen i de danske it-erhverv er steget fra at udgøre 7,1 procent af beskæftigelsen i 1992 til at udgøre 8,3 procent i 2001. Det svarer til 105.000 beskæftigede i 2001", står der i redegørelsen.
- Den ikke så erfarne læser vil få det indtryk, at antallet af ansatte i it-erhvervene er støt stigende, og det passer ikke. Tværtimod tog antallet en ordentlig rutschetur fra omkring 107.000 beskæftigede i 2001 til 96.000 i 2003, lyder det fra Tom Togsverd, branchedirektør, ITEK, Dansk Industri.
"En dansker skal betale 359 kroner om måneden for en ADSL-forbindelse (bredbåndsforbindelse, red.), mens en canadier skal betale 205 kroner for en forbindelse, der er op til tre gange så hurtig", står der i redegørelsen.
Danmark ikke dyr
ADSL-priserne i redegørelsen er ifølge Tom Togsverd taget fra en 2001-oversigt, men det ser ud som om, at der er tale om 2004-priser.
- Med de nye high speed-udbydere er vi nede på omkring 200 kroner om måneden for en højhastighedsforbindelse, og det placerer Danmark som et af de billigste lande i verden, siger Tom Togsverd, der ærgrer sig over de forkerte oplysninger.
Fuldmægtig Mikkel Leihardt fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, VTU er medansvarlig for udsendelsen af redegørelsen. Han fortæller, at ministeriet vil overveje at bruge flere kilder fremover for at give et bedre og mere opdateret billede af virkeligheden.
Billedtekst: ITEK's branchedirektør Tom Togsverd beklager de forkerte oplysninger i regeringens redegørelse for it- og telepolitikken.
Foto: Torben Klint