Gatetrade kæmper mod menneskelig modvilje

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. april 2004.


Det vil tage tre gange så lang tid som beregnet at få virksomhederne med på ideen om at købe ind på nettet og spare op til 80 procent. It-systemerne er klar, men omstillingen kræver mennesker, og det tager uendelig lang tid for ledelserne at få ideen ud i virksomhederne.

Ideen er god, og B2B-markedspladser vil vokse støt og stabilt. Men det bliver ikke i det tempo, som stifterne af Gatetrade forestillede sig for snart fire år siden. Gatetrade kører stadig med underskud, 31 millioner kroner, og det vil tage tre gange så lang tid at få overskud i forretningen selv om transaktionsomsætningen på markedspladsen er vokset med 15 procent om måneden siden begyndelsen af 2003 - en vækst som også forventes i år.
- I stedet for de budgetterede 18 måneder i forretningsplanen fra 2000 skal vi bruge 54 måneder for at komme op over nullinien. Det vil tage os tre gange så lang tid, før vi får overskud i 2005, siger administrerede direktør Steen Gede, Gatetrade.
It-mæssigt er der ikke problemer med at etablere en digital markedsplads. Det er utvivlsomt en effektiv måde at give købere og sælgere et hurtigt overblik med kommunikation til mange på kort tid og eventuelt med integreret ordreafgivelse, digitale fakturaer og automatisk kontering i økonomiafdelingen. Ved at bruge de integrerede indkøbsløsninger er der i følge Gatetrade helt op til 80 procent at spare for virksomhederne.

Det menneskelige vanedyr
Den tilsyneladende helt åbenlyse økonomiske besparelse burde være mere end nok for at få virksomhederne til at gå på e-indkøb. Men noget gik galt. Væksten kom ikke, som mange troede for få år siden.
- Det er den menneskelige buffer. It-mæssigt er tingene på plads, men der skal mennesker til at lave tingene om - og det tager utrolig lang tid at gennemføre, siger Steen Gede.
Problemet er indkøberne i en virksomhed, der i årtier har været vant til at købe ind på deres egen måde. De tager fat i deres gammelkendte leverandører, som de altid har gjort, og de inviterer dem måske også ud for at tale om varene, og det kan tage dage. I stedet skal de vænne sig til at sætte sig ned ved skærmen og gå ind i virksomhedens nye indkøbssystem på nettet med de allerede aftalte prislister og leverandørernes kataloger.
- Her ligger den menneskelig barriere. Man kan godt forstå, at det er svært. Indkøberne skyder sig selv i foden, når de benytter e-indkøb, for det betyder, at tre fjerdedele af indkøberne bliver overflødige.
Omstillingsparatheden er efter Steen Gedes mening ikke så stor i virksomhederne, som ledelserne gerne ville have, og resultatet er, at det går uendelig langsomt. Ledelserne siger, at e-indkøb er en god ide. Men mange får ikke etableret ideen i deres organisation.
- Vores eneste virkelige konkurrent som B2B markedsplads for indkøb på nettet er tiden, siger Steen Gede.

Besparelse: 80 procent
Gatetrade er en horisontal og åben B2B markedsplads på nettet, hvor enhver virksomhed (indkøbere og sælgere) uanset størrelse og branche kan tilmelde sig og handle ved hjælp af en browser og en internetforbindelse.
Når en virksomhed skal bruge nye kontorstole eller pc'er går den ind på markedspladsen via et aftalemodul. Leverandørerne giver et tilbud, og det kan forhandles til en registreret rammeaftale med en prisliste, som gælder for netop den indkøber og leverandør i fremtiden. Det giver typisk besparelser med 10-20 procent af prisen. Der kan også handles i leverandørernes standardkataloger med listepriser, som ligger på markedspladsen.
- De større besparelser på omkring 80 procent kommer, når der sættes strøm på den administrative indkøbsproces, og virksomhederne etablerer det digitale bogholderi. Så skal virksomheden, ud over blot at handle på Gatetrade med en browser, integrere sit eget indkøbssystem med vor markedsplads og leverandørerne. Systemet (gatetrade match) udveksler dokumenterne elektronisk, og ordren forsynet med kontostreng falder automatisk på plads i købers bogholderi. Hos Københavns Kommune har det givet en besparelse i tid fra 44 minutter for et telefon/fax-indkøb til fire minutter for et fuldt integreret indkøb. Det er en faktor 10, og med fradrag for fejlleverancer svarer det til en administrativ besparelse på 80 procent i indkøbet, siger Steen Gede.

Basicbuy - nettets Netto
For at få fat i de mindste virksomheder med 10-20 medarbejdere, som ikke har en ansat til indkøb, etablerede Gatetrade i februar en ny tjeneste kaldet basicbuy. Hvor den gamle Gatetrade-markedsplads fungerer som et virtuelt Bilka-supermarked for virksomheder og leverandører, så er basicbuy tænkt som en Netto-butik på nettet for leverandørerne til især små virksomheder.
Prisen for at være på basicbuy er 349 kroner om året i fast abonnement. Det giver adgang til at købe 800 produkter, som er plukket ud af Gatetrades totale markedsplads med 1,5 millioner produkter som de mest omsatte.
- Vi har fået henvendelse fra 2.000 købere til vort basicbuy-nyhedsbrev, og godt 100 har allerede tilmeldt sig, så jeg regner med at få 1.000 tilmeldinger i år. De 800 produkter på basicbuy er hentet i leverandørernes standardkataloger, men priserne i basicbuy ligger alligevel cirka 40 procent under listepriserne. Det er fordi, leverandørerne er meget interesserede i at sælge til de små virksomheder, som ellers er for dyre at håndtere uden for vor markedsplads ved traditionelt telefonsalg, siger Steen Gede, Gatetrade.

Billedtekst:
- Indkøberne skyder sig selv i foden, når de benytter e-indkøb, for det betyder, at tre fjerdedele af indkøberne bliver overflødige, siger Steen Gede, administrerende direktør, Gatetrade.
Foto: Gatetrade

Boks:
Thrane & Thrane på e-indkøb
Den børsnoterede producent af satellittelefoner, Thrane & Thrane, startede med e-indkøb på Gatetrade for et halvt år siden. Den konkurrerende markedsplads IBX blev undersøgt, men var for dyr.
- Vi køber ind til den almindelige drift som kantine, mobiltelefoner, rengøring, møbler og kontorartikler. Vi har fået samlet indkøbene hos færre leverandører, fra ti til fem på kantineleverancer og fra ti til to på kontorartikler, siger administrationschef Michael Cederström, Thrane & Thrane.
Virksomheden havde 2.000 leverandører registreret i bogholderiet, de 400 var aktive, men de fleste indkøb lå hos 100 leverandører.
Det har været en lang og besværlig proces at gå over til e-indkøb - især i starten. Der var modvilje flere steder mod selve forandringen.
Det koster Thrane & Thrane 15.000 kroner om året at købe ind på Gatetrade, men det vil formentlig betale sig med en besparelse på omkring ti procent om året, selv om nogle ansatte stadig handler udenom her i starten.
- Det, der kører, det kører fint. Men det er en længere proces at omlægge vore indkøbsvaner, end jeg havde regnet med, siger administrationschef Michael Cederström.
hilbert

Boks:
Om Gatetrade
Gatetrade.net er en markedsplads med internethandel mellem virksomheder (B2B), kommuner, statslige institutioner og Den Offentlige Indkøbsportal (DOIP), specielt for e-indkøb (e-procurement). Markedspladsen er horisontal og åben for store, mellemstore og mindre virksomheder, og nu også for helt små firmaer med basicbuy siden februar.
Der er 1.490 indkøbere (190 med fuld adgang og cirka 1.200 med begrænset adgang til markedspladsen, og mere end 100 tilmeldt den nye basicbuy). Der er 425 leverandører (sælgere). Antal varer 1,5 millioner. Antal prislister (rammeaftaler) cirka 22.000.
Omsætning i Gatetrade oplyses ikke (2003). Transaktionsomsætningen vokset med 15 procent om måneden (2003). Resultat er et underskud på 31 millioner kroner (2003) - en forbedring på 10-15 millioner kroner. Der er 29 ansatte.
Gatetrade blev etableret i oktober 2000 af Danske Bank, Mærsk Data, Post Danmark og Tele Danmark i et ligeligt ejerskab. Gatetrade åbnede for handel den 12. marts 2001. Ejerne har tilsammen indskudt 100 millioner kroner i selskabet (2000) og yderligere 60 millioner i 2003.
Gatetrade meddelte ved etableringen (2000), at omsætningen ville overstige 40 milliarder i løbet af få år og selskabet ville beskæftige cirka 50 medarbejdere. Der forventes nu (2004) et nul-resultat i 2005, tre år senere end oprindeligt budgetteret.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere