Kun hvert tiende firma har styr på licensen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. maj 2004.


En specialgruppe hos KPMG, der har gennemgået hundreder af virksomheder, konstaterer, at færre end hver tiende har fuldstændig styr på antallet og arten af virksomhedens licenser.

Overblikket
En væsentlig del af virksomhederne her i landet har absolut ikke styr på deres licenser.
- Min vurdering efter at have været ude i hundreder af virksomheder og gennemgået licensforholdene er, at kun mellem nul og ti procent har fuldstændig styr på licenserne, siger Henrik Iversen, KPMG-partner, statsautoriseret revisor og med i en specialgruppe, der beskæftiger sig med softwarelicensering.
At det er svært at opgøre nøjagtigt, hvor mange virksomheder, der reelt har rod i licenserne illustreres ganske godt ved, at organisationen Business Software Alliance (BSA) vurderer, at omkring 24 procent af danske virksomheder bruger ulovlig software (se artiklen "Op til seks års fængsel for at piratkopiere" på modstående side).
Der findes mange værktøjer, som kan hjælpe virksomheder med at holde styr på licenserne, men ingen af dem kan stå alene.
- Se på det som en vægt. Til den ene side er der "hvad har jeg - og hvad bruger jeg", mens der til den anden side er "hvad har jeg ret til at bruge". Vægten skal være i balance. Ubalance er skidt til begge sider, siger Henrik Iversen, der arbejder for både softwareproducenter og brugere.

Ikke ond vilje
Det lyder let, men er det bestemt ikke. Ofte er det ikke ond vilje, der får en virksomhed til at overtræde reglerne.
- Især i denne tid med mange fusioner, overtagelser og frasalg er der meget arbejde med at fastlægge om antallet og arten af licenser er korrekt, siger Henrik Iversen.
Alene i Danmark arbejder fem mand hos KPMG on and off med problematikken.
- Det er meget meget få virksomheder, som vi har været ude i, der har fuldstændig styr på det. Samtidig er det meget svingende, om den økonomiske side af ikke at have styr på licenserne er til virksomhedens eller producentens fordel, erfarer KPMG-revisoren.
Han mener, at der de senere år er blevet bedre styr på licenserne i forbindelse med udbredelsen af nye regnskabsregler og konceptet Corporate Governance, der tager et holistisk syn på såvel tal som adfærd.

Klassens duks
Helt generelt er problemet ikke overvældende stort i Danmark. Vi befinder os i den dydigste tredjedel eller måske endog fjerdedel af samtlige it-brugere. Henrik Iversen sidder i KPMG's internationale softwarelicenseringsgruppe og har derfra et godt indblik også i tilstandene ude omkring.
- Danmark er lidt klassens duks. Den sydlige del af Europa falder ned gennem midterfeltet og fortsætter vi ud af Europa til Mellemøsten, Asien og Afrika, så er der bestemt ikke meget duks over brugerne længere. Typisk har virksomhederne slet ikke betalt for noget softwareprodukt overhovedet. I den del af verden er der en lidt anden holdning til den slags, filosoferer Henrik Iversen.
Han konkluderer, at overtrædelser i Danmark sjældent er bevidst, mens det i udlandet ikke er ualmindeligt, at det ér bevidst.
I øvrigt har producenterne ret til, ifølge de normale kontrakter, at besøge kunderne og tjekke, at licensforholdene er i orden.

Billedtekst: - Virksomheder i Mellemøsten, Asien og Afrika har sjældent orden i deres softwarelicenser, fortæller Henrik Iversen, KPMG-partner, statsautoriseret revisor og med i en specialgruppe, der beskæftiger sig med softwarelicensering.