Fra OEM til ASP

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. maj 2004.


Her er de forskellige licensformer, der fylder mapperne hos de it-ansvarlige rundt omkring i de danske virksomheder.

Licensformer
Hvad er et licensbevis? I praksis har ganske mange softwarebrugere problemer med at dokumentere, at deres anvendelse af softwaren er lovlig. Man er ikke opmærksom på, at problemet kan opstå. Det er derfor vigtigt at gemme dokumentation for, at anvendelsen er lovlig, da det er kunden, der har bevisbyrden.
Dokumentationen består af licensbevis, licensaftalen, ægthedsbeviset (hvis et sådan leveres med licensen), originale installationsmedier, fakturaen for det købte eller anden anden autoriseret dokumentation fra softwareproducenten.

OEM-licens: En licens til et edb-program (software) som er præinstalleret på en pc eller et andet stykke hardware, og som typisk kun må bruges på den købte hardware. Programmet må ikke kopieres over på anden edb-hardware.

Enkeltbrugerlicens: Giver én enkelt bruger ret til at anvende den købte softwarelicens. Softwaren er normalt kun til personligt brug i ét eksemplar, men producenten giver nogle gange også licens til anvendelse af softwaren på den bærbare pc eller hjemmearbejdspladsen uden ekstra betaling. Programmet må dog kun være installeret og i brug et sted ad gangen.
Typiske enkeltbrugerkunder er privatpersoner og mindre virksomheder.

Flerbrugerlicens: Giver flere brugere ret til at anvende den købte softwarelicens. Retten kan begrænses til et maksimalt antal brugere og/eller specifikke brugere (eksempelvis nærmere defineret division i en virksomhed).
Flerbrugerlicenser anvendes typisk af virksomheder med op til 50 ansatte.

Volumenlicens: En form for storkundeaftale, hvor virksomheden eller den offentlige myndighed køber en ret til at anvende en lang række af producentens softwareprogrammer mod enten en engangsbetaling, en periodevis betaling eller mod en vis rabat på hvert licens(til)køb.
Volumenlicenser er den mest udbredte licensform i dag og retter sig mod virksomheder og offentlige myndigheder med mere end 50 ansatte.

Open license: En form for volumenlicens, hvor aftalen er baseret på antallet af eksisterende brugere og revideres en gang årligt, hvor eventuelle nye brugere føjes til aftalen.

Processorlicens: Licensen udregnes som antallet af processorer, der er til rådighed på den relevante server eller system. Når serveren er licenseret på denne måde, skal der ikke tælles brugere.

Særlige licensformer: Herudover findes en række særlige licensformer til uddannelsesinstitutioner, demoversioner m.v.

ASP-licenser: Relativ ny licensform, hvor kunderne lejer en bestemt softwareløsning af leverandøren i en bestemt periode med ret for et vist antal brugere til at anvende den pågældende softwareløsning i perioden. Adgang til softwaren leveres fra en central server hos leverandøren og kan derfor ikke piratkopieres.

Kilde: InnDevelop m.fl.