Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. maj 2004.


Turistfælde klar til at klappe
Skulle de olympiske lege eller middelhavsklima i almindelighed i den kommende sommer virke dragende mod Grækenland, bør man være på vagt over for andet og mere end de gammelkendte ultraviolette stråler, lommetyve og ouzo'er til overmål.
I gader og stræder, på strande og caféer vil der blive faldbudt musik-cd'er til uhørte dumpingpriser - typisk i omegnen af en flad 50'er!
Fristelsen vil være fæl, men følgerne værre: Falder man for den, risikerer man ifølge BBC News, at dette års OL vil gå over i historien som en begivenhed til glæde for den øvrige verden!
Efter mange års forgæves forsøg på at stoppe bagmændene bag ulovlig kopiering og salg af pirat-cd'er slår Grækenland nu hårdt ned på "markedet" i form af musikglade købere, som risikerer fængsel i flere måneder. Til skræk og advarsel blev en mand for nylig buret inde i tre måneder for at have købt to pirat-cd'er.
Grækenland er Vesteuropas kulsorte får, når det gælder piratkopiering. Skønsmæssigt sælges der i landet 10 millioner ulovlige cd'er om året - eller lige så mange som det samlede salg af lovlige cd'er.

Billedtekst:
I Grækenland risikerer lumske cd-sælgere at gøre sommerens turistkvæg til "tremmekalve". Arkivfoto

Stødt frugt eller Steve'lse?
På mandag, 2. pinsedag, er det 19 år siden, grundlæggeren af
Apple Computer, Steve Jobs, for en stund måtte se sig væltet fra tronen i sit livsværk.
Et mislykket kupforsøg mod daværende CEO, John Sculley, som Jobs i øvrigt selv havde hentet til huse fra Pepsi-koncernen (efter sigende med ordene: "Vil du bruge resten af dit liv på at sælge sukkervand, eller vil du ha' chancen for at ændre verden?"), resulterede 31. maj 1985 i Jobs' egen exit fra den daglige topledelse, om end han frem til sin definitive afgang i september samme år opretholdt den formelle titel af bestyrelsesformand.
John Sculleys held med at massakrere stifteren til æblemos var imidlertid kun holdbart frem til 1997, hvor Apple opkøbte Steve Jobs' nyere firma Next Computer, inklusive dets skaber.
Med "ormen tilbage i æblet" var dagene talte for John Sculley, og Jobs påtog sig derefter opofrende titlen som iCEO (interim CEO). "I"-et i "midlertidig" droppede han i januar 2000.

Billedtekst:
Tur-retur til den grønne gren: Steve Jobs anno 2004.
Foto: IDG News Service

From eBay with love: A license to kill!
En studerende i Canada havde bestilt en uskyldig MP3-musikspiller på den amerikanske eBay-auktion og blev derfor noget overrasket, da han modtog forsendelsen, som viste sig at indeholde en .22 kaliber Smith & Wesson-pistol - om end ikke skarpladt så dog med fuldgyldig licens.
At pakken var mærket, som om den faktisk indeholdt en MP3-spiller, havde det canadiske toldvæsen taget for gode varer(!). Over for BBC News afslører en toldfunktionær da også beredvilligt, at ikke alle forsendelser fra USA bliver scannet.
Den ufrivillige våbenejer, Brandon Buchan, kontaktede politiet, som fjernede pistolen, og senere eBay, som har lovet at rette skarpt mod pakkeriet, så Brandon kan få tilsendt den ønskede musikmaskine. Han har dog beholdt en fotokopi af våbentilladelsen til minde om sin kortvarige "hitman"-status.

Højfrekvent liguster-gys
Det er f..... uhyyyyggeligt! Som taget direkte ud af en Stephen King-roman!:
En lille håndfuld stilfærdige og selvtilstrækkelige villakvarterer hjemsøges af mystiske stråler med voldsom destruktiv effekt på dagligdagen og livskvaliteten - garageportene kan ikke åbnes!
En nærmere undersøgelse afslører, at enhver amerikaners mareridt af et kontroltab er blevet virkeliggjort af den nærliggende militære flybase, Eglin Airforce Base, hvis nye radiokommunikationssystem ifølge Daytona Beach News-Journal "jammer" elektronikken til garageportene i Niceville, Valparaiso og Crestview, så de ikke længere kan fjernbetjenes!
Teknikere på flybasen vil godt forsøge at justere frekvensen, har de lovet, men ellers vil det være op til den enkelte garage-ejer selv at ændre sin frekvens.
Ellers er der vel også den mulighed, at en eller anden kunne praje de hjemsøgte om metoden med at lette r.... og bevæge sig nogle få ekstra meter for at åbne garageportene manuelt.

Bærbar nørd med udstyret i orden
Hvad den klassiske "Action Man"-dukke er for drenge med hang til ydre muskelmasse, må denne nyeskabelse udi legetøjs-genren være for dem, der har bits og bytes mellem ørene:
"GeekMan" er en 15 centimeter høj nørd-dukke af plastic, der sælges med alt til faget hørende af perifere enheder: Bærbar computer, pda, stort armbåndsur, kaffekrus og naturligvis de karakteriske nørd-briller med glas af hinkesten. Dukken kan købes i flere amerikanske butikker og på www.happyworker.com for, hvad der svarer til en hundredelap.
Ud over de nævnte fysiske effekter skulle GeekMan, ifølge sine skabere, have de helt rigtige psykiske egenskaber, såsom udtalt væmmelse for det modsatte køn, hang til analytisk ræsonnering samt et mere end overfladisk forhold til personlig hygiejne.
- Det er på høje tid, at teknologi-verdenen får sin helt egen superhelt, siger stifteren af Happy Worker, Kris Schantz.

Billedtekst:
Fra dengang en bil var en bil - og en garageport skulle betjenes af en rugbrødsmotor! Arkivfoto




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere