Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. juni 2004.
For WM-data er partnerskaber nøglen til succes. Man kan ikke være verdensmester til det hele, så derfor skal partnerskaber sikre salg og give kunderne de bedste løsninger.
specialisering
For WM-data er partnerskaber den grundlæggende strategi, der skal til for at give kunderne de bedste løsninger og sikre VM-data sine vækstmål. WM-data er både partner for de store teknologileverandører som Oracle, IBM og Microsoft, og er også partner med andre software- eller teknologihuse, der er eksperter inden for hver deres felt.
- Det gælder ikke om at være den bedste til det hele, hvis man vil have den bedste løsning. Man må erkende, at der er nogle, der bare er bedre til noget en én selv, og så indgå partnerskab med dem, siger administrerende direktør i WM-data, Jesper Scharff.
Partnerskaber med de grundlæggende teknologileverandører betyder hurtigere adgang til viden og nyeste teknologi, der kan være nødvendig, når nye løsninger skal udvikles.
Partnerskaber med disse leverandører betyder ofte, at man skal gennem omfattende certificeringsprogrammer, men Jesper Scharff ser det kun som en garanti for, at dem, man er på hold sammen med, er i stand til at spille bold.
- I og med at vi har nogle partnere, der skal levere noget teknologi, skal vi også have sikkerhed for, at partnerne er seriøse og kan levere varen, siger han.
Partnerskaber afgørende
Jesper Scharff mener dog ikke, at de strenge krav til certificeringer blokerer for udviklingen af nye og bedre løsninger.
- Hvis det er en god applikation og kunderne kan leve med den, så er det det, der betyder noget. Men der er et stort krav fra kunder om, at løsninger er lavet på standardteknologier, så man ikke er bundet af en bestemt leverandør og har mulighed for at få integreret løsningen med andre systemer, siger han.
Når WM-data skal finde partnere, går de meget efter om, partneren har leveret varen før, at de har de tekniske kompetencer, der skal til, og nogle tilfredse kunder hvor deres teknologi virker.
- Man skal specialisere sig og indgå i partnerskaber og på den måde komme med i forretninger. Partnerskaber er helt afgørende. Vi er et løsningshus, og de fleste af vores løsninger er baseret på teknologi fra teknologileverandørerne, siger Jesper Scharff.
Han tror ikke, der er plads til leverandører, der ikke vil indgå partnerskaber.
- Strategien om den ensomme ulv duer ikke mere. Du bliver nødsaget til at indgå partnerskaber. It-systemer i dag er alle integreret med andre systemer, og nytten for kunden ligger i at få systemerne integreret med andre løsninger, så derfor skal man altid arbejde sammen med andre, siger han.
WM-data er blandt andet partner med Oracle, IBM, Microsoft, DM-data og Mærsk IT.