Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. juli 2004.
Kunder og leverandører arbejder meget tæt sammen i it-Danmark. Komplekse løsninger rækker langt ind i hjerte og hjerne på private virksomheder, sygehuse og myndigheder. I symbiotiske projekter er kundens videnarbejdere udlånt til leverandøren for at opnå den bedst mulige løsning. Antallet og arten af it-projekterne betyder, at flere og flere af os vil komme til at arbejde på denne måde.
Men kunden - banken, kommunen, maskinfabrikken - frygter, at medarbejderen får smag for livet sammen med leverandøren, der måske vil lokke med lønstigninger og fleksibilitet. Kan man kapre en videnressource, vil den blive solgt dyrt tilbage. For at undgå tab af vigtig viden underskriver kunden og leverandøren derfor ofte en såkaldt non-solicitation aftale, der forpligter leverandøren til ikke at ansætte kundens medarbejdere.
En rimelig ordning. Hvis ikke det var fordi, de berørte medarbejdere aldrig får at vide, at de er forhindret i at arbejde for den pågældende leverandør. Aftalen er hemmelig.
En dygtig medarbejder, der har været involveret i flere projekter med forskellige leverandører, kan være omfattet af en række begrænsninger i sin karriere. Computerworld har kendskab til indholdet i en af de hemmelige aftaler, hvor medarbejderens karenstid er på to år efter projektets afslutning. Projekter kan tage mange år og medarbejderen er måske kun med i få faser, ligesom vedkommende kan blive fyret undervejs.
I praksis kan en kompetent og topkvalificeret medarbejder derfor søge job hos de største leverandører og alligevel få afslag på grund af hemmelige aftaler. Det er en lusket og lumpen måde at stavnsbinde medarbejdere på.
Så er kunde- og konkurrenceklausuler - som idé - at foretrække. Her fægtes med åben pande. At praksis med alt for brede klausuler så stækker mobiliteten på arbejdsmarkedet - 30.000 højtuddannede har underskrevet klausuler med deres arbejdsgiver - er en virkelighed, ikke kun arbejdsmarkedets parter bør forholde sig til.
Vi bør kunne udvikle en enkel lovgivning, der både tilgodeser arbejdsgiverens behov for at beskytte viden og intellektuel kapital, og medarbejdernes ret til selv at bestemme, hvor vedkommende vil arbejde. Og det i fuld åbenhed.
