Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. august 2004.


Han finder os aldrig ... igen!
De små grønne mænd i deres flyvende tallerkener skal være hurtige på aftrækkeren, hvis de ønsker nærkontakt af tredje grad med os jordboere: Sølle 100 år har de ifølge UFO-eksperten Frank Drake til at lytte sig - og finde - frem til os, før de signaler, de forventeligt pejler efter, dør ud.
Frank Drake er en af pionererne bag det såkaldte SETI-projekt (Search for Extra Terrestrial Intelligence), som involverer cirka fem millioner pc'er, der i hviletilstand i foreløbig fem år har lyttet efter tegn på liv i rummet.
Han siger til bladet New Scientist, at jorden så småt er ved at forsvinde ud af eventuelle rumvæseners "synsvidde". Det skyldes, at vi mennesker efterhånden bruger stadigt mindre teknologi, som anvender radiobølger.
Allerede i 1960'erne opstillede Drake en ligning, der skulle give rumforskere en idé om, hvor mange af rummets planeter der teoretisk kunne være befolket af intelligente, kommunikerende væsener. En væsentlig faktor i Drakes ligning var holdbarheden af registrerbar kommunikation, og det er præcis den, det er ved at stå sløjt til med.
Frank Drake mener dog, at den for UFO-entusiaster noget skuffende kendsgerning alligevel kan være en trøst som en forklaring på, at virkelighedens E.T. endnu ikke er dukket op i baghaven: Én ting er nemlig, at vi i forvejen leder efter en nål i en høstak - måske er der denne helt naturlige årsag til den rungende tavshed fra rummet. Så vi må simpelthen lede lidt grundigere og droppe forventningen til, at væsener udefra selv tager kontakt med os.

"To overplace so it sheep meaning"
Sig ordet "oversættelsesprogram", og de fleste sprogkyndige vil begynde at le fjoget. For traditionelt har digitale oversættere bidraget mere til underholdningen end til den korrekte formulering på et fremmedsprog. Men det vil Microsoft ændre med et nyt modul i Office, som foreløbig er indbygget i den kinesiske version af pakken.
Modulet kaldes English Writing Wizard (EWW) og er ifølge den kinesiske projektansvarlige i Microsofts forskningscenter i Beijing, Ming Zhou, så "klogt", at det for eksempel kan skelne, hvornår et ord som "book" optræder som substantiv eller verbum.
Sin sprogbegavelse, baseret på mønstergenkendelse, har EWW opnået ved at gennemanalysere enorme tekstmængder på engelsk - herunder ti års oplag af Wall Street Journal, fortæller Zhou til CNet.
Herfra vil modulet relativt nemt kunne bygges videre til andre sprog - formentlig japansk som det næste, siger han.

Koks i Københavns Kommunes lønsystem
Københavns Kommune har bøvl med sit nye lønsystem, som i en række tilfælde har udbetalt enten alt for meget eller alt for lidt til flere tusinde medarbejdere. Kommunen tjekker nu flere tusinde lønsedler manuelt for at finde fejlene, og det har hjulpet gevaldigt. "Men der vil altid være enkelte fejl", mener leverandøren Accenture.

Koks to Copenhagen Commune lønsystem
Copenhagen Commune has bøvl by his new lønsystem, that to a number chances has downpayment either much too highly or
much too awhile to several thousandth associates. The local authority tjekker actually several thousandth lønsedler manual to find the bugs, and it has aided enormous. "however there vil forever være single fault", intends
the supplier Accent."

Gale streger til en griner
Hvad d'herrer ikke selv formår - at tilføre den amerikanske præsident-valgkamp en snert af humor - er nettet til gengæld rigt på.
Et af flere eksempler på mere eller mindre interaktiv satire over kandidaterne George W. og
John F. er JibJabs allerede legendariske tegnefilm "This Land", hvor de to kombattanter i duet synger en lettere omskrevet, satirisk version af Woody Guthries evergreen. Med på kor er en perlerække af andre fremtrædende USA-politikere (www.jibjab.com).
Har man især behov for at afreagere på den endnu siddende præsident, kan "Byg din egen Bush" anbefales. Den interaktive facelift-tjeneste rummer ikke den store idé-mæssige nytænkning, men overrasker alligevel ved at afsløre, hvor få og små virkemidler, der egentlig skal til for at berige amerikanerne med et nyt - og langt mere fornøjeligt - føderalt overhoved.
(http://funny.ansme.com/politics/bush/build.html).

Nedladende oplæring i hård hud
Det har tydeligvis ikke været visionen om at "møde kunden i øjenhøjde", som for nylig fik den kvindelige indehaver af et kinesisk internetfirma til at sætte en flok nyansatte sælgere under en noget alternativ oplæring:
Midt i myldretiden i byen Changchuns travleste gade blev de ti sælgeraspiranter beordret til at knæle på fortovet og bede en bøn "... for at gøre dem hårdhudede og mindre selvoptagede", forlød det fra indehaveren, Li Jing-hua.
Ud over i hvert fald at forsyne dem med et ekstra lag hård hud på knæene under sælger-outfittets massakrerede pressefolder mente Li Jing-hua ifølge Ananova også, at proceduren ville befri staklerne for enhver form for generthed og dermed ruste dem til at stå ansigt til ansigt(?) med kunderne.
En kinesisk sociolog er imidlertid alt andet end begejstret for oplæringsformen, som han over for The China News Service kalder både ydmygende og en klar overtrædelse af menneskerettighederne.

Ugens bruger-bøf
Måske er det på tide at indføre en mere formel password-politik i dette foretagende, hvor følgende ordveksling efter sigende har fundet sted:
Kontormedarbejder til it-supporter:
"Hvad var det, der stod på din
T-shirt i går?"
"Hvorfor??"
"Fordi det var mit password, og nu har jeg glemt det!"

Morder fældet af stregkode-stump
Slet ikke utænkeligt, at vendingen "som at finde en nål i en høstak" ad åre mister lige så meget kontakt med virkeligheden, som den gammeldags høstak forlængst har gjort det.
Stregkoder, chips, RFID-mærkning og databaser vil efterhånden gøre det muligt at spore hvad som helst, hvor som helst - hvilket ikke mindst er gavnligt i politiets opklaring af forbrydelser, som i dette tilfælde:
To mænd var i november sidste år på udflugt i en firehjulstrækker i Floridas Jacksonville-område, da de pludselig fik øje på resterne af et halvt begravet kvindelig. Politiet blev tilkaldt, analyserede jordbunden omkring fundet og fandt blandt andet et lille hjørne af et prisskilt, som senere viste sig at stamme fra en bestemt type skovl, der udelukkende blev solgt af kæden Home Depot. Politiet formodede nu, at den pågældende skovl havde været brugt til at begrave liget med.
Hos Home Depot kunne de relativt hurtigt sted- og tidsfæste salget af skovlen ved hjælp af en stump stregkode på det fundne prisskilt. Overvågningsvideoen fra den pågældende butik og dato blev fundet frem og afslørede straks en mistænkt (kvindens kæreste), som uden tøven tilstod mordet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere