It-chef: Jeg er lidt af en regnedreng

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. august 2004.


Der er mange måder at blive it-chef på. Jan Hansen, it-chef på Sankt Hans Hospital, har været kontorchef i økonomisk afdeling i Socialforvaltningen i København.

Han vidste ikke meget om it, da han i 1998 søgte stillingen som it-chef på det psykiatriske hospital Sankt Hans i Roskilde.
- Det lykkedes mig at overbevise dem om, at det er mindst lige så vigtigt, at en it-chef kan komme i mål med overholdte budgetter, siger Jan Hansen, 44 år.
Han er uddannet kontorelev i Københavns Amt i 1978. Som 28-årig blev han, som den hidtil yngste, kontorchef for økonomisk afdeling i Socialforvaltningen og dermed leder for 33 ansatte. Udfordringen - dengang som i dag - ligger i at forklare og formidle komplekse sammenhænge fra en teknisk verden til en direktion, der navigerer under politiske og budgetmæssige hensyn.
- Jeg er lidt af en regnedreng, og jeg har et godt samarbejde med administrationschefen på hospitalet. Jeg er en strategisk partner, og min vigtigste funktion som it-chef er at samarbejde og rådgive direktionen. Der skal også være plads til tekniske eksperimenter - bare de ikke forstyrrer driften, siger han.

Ingen udvikling
Jan Hansen har taget en lang række lederuddannelser, mens han var kontorchef, både internt og eksternt på forvaltningshøjskolen og hos managementfirmaer. Begynder han at kede sig, vil han overveje at tage en MBA.
- Det er lykkedes mig at få en fornuftig arbejdstid i dag, samtidig med at tingene hænger sammen. I mit tidligere job - og ægteskab i øvrigt - har jeg arbejdet 80 timer om ugen, og det skal man ikke. Man slider sig selv og andre op, siger han.
En række Windows- og netværkskurser har klædt Jan Hansen på til jobbet, men den syv mand store it-afdeling på hospitalet skulle lige kigge den nye chef uden it-erfaring an.
- I vores arbejde med EPJ (Elektroniske Patientjournaler) har jeg satset meget på standardprogrammer og -udstyr. Det sparer penge, når man ikke udvikler selv, og man kan levere til tiden. Til gengæld er stort set hele it-afdelingen udskiftet gennem årene og består nu af et godt indbyrdes team. De meget selvstændige it-folk synes, det er kedeligt at drifte og servicere brugerne. Jeg har taget udviklingen fra dem. Men de har fået et avanceret managementsystem, og de har frihed til at planlægge deres hverdag. Jeg har forpligtet mig til en oppetid på 99,5 procent, så vi slukker ikke bare for serveren for at prøve nye ting af, siger Jan Hansen, der kan lide at være leder. Han nyder friheden og ansvaret, og han kan lide samarbejdet med de andre it-chefer i H:S, hvor der arbejdes efter en fælles it-strategi.

Billedtekst:
- Jeg er styret af ret kontante budgetter og sigtepunkter fra direktionen. Men ellers har jeg frie hænder, stor frihed og ansvar. Og det sætter jeg pris på, siger it-chef Jan Hansen, Sankt Hans Hospital.

Boks:
Det tjener en it-chef
De fleste it-chefer har lange eller mellemlange uddannelser, har arbejdet professionelt med it i over ti år og søger ikke aktivt efter et andet job. Det er formentlig heller ikke nødvendigt, da henvendelser fra headhuntere er udbredt i dette lag.
I undersøgelsen er der ikke nogen påfaldende dårligt lønnede it-chefer - lige med undtagelse af den ene kvindelige it-chef, det lykkedes at finde og spørge. Hendes månedsløn er godt 10.000 kroner under gennemsnitslønnen for it-chefer. Ellers ligger de alle pænt omkring 50.000 kroner med en lille overvægt til hovedstadens it-chefer og lidt slagside til de jyske og de øboende.
It-chefer i leverandørvirksomheder tjener marginalt mere end brugervirksomhedernes chefer, der til gengæld blot er gået 2,6 procent op i løn mod leverandørvirksomhedernes 6,6 procent.
Gennemsnitsløn: 53.368 kr.