Velbetalt - men opslidende

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. august 2004.


It-ansatte har mere og mere overarbejde. Og det betaler sig kun på det økonomiske plan: Overarbejde er nemlig første trin på nedslidningsstigen.

Tallets størrelse på lønsedlen hænger nøje sammen med antallet af overarbejdstimer, viser Computerworlds nye lønundersøgelse. De, der ikke arbejder over, får i gennemsnit lavest løn, nemlig 29.450 kroner. De, der arbejder 40-50 procent over, tjener i snit lidt over 47.000 kroner.
Selv om brancheorganisationer og fagforeninger er tilfredse med, at en ekstra indsats belønnes, afslører det meget overarbejde og den høje løn et muligt strukturelt skift i it-ansattes forhold: Efter de seneste års mange fyringer må de, der er tilbage, løbe hurtigere og øge produktiviteten, og lønkompensationen kan ikke opveje de negative effekter.
Det er jobbets natur
- De, der arbejder over, får faktisk bonus ud over deres normale månedsløn, og det er positivt. Men det uhyggelige er, at det permanente overarbejde sætter spor i psyken. Det kan godt være, at man kan holde til det i en periode, men kan man også det om fem år? Permanent overarbejde er første trin på nedslidningsstigen, så det er dyrt tjente penge, hvis man bliver syg, siger faglig sekretær Steen Andersen fra Prosa.
Overarbejde i perioder er uundgåeligt, måske især i it-branchen. Men hvorfor ikke implementere arbejdsprocesser med omhyggelig dokumentation og et content management-system, foreslår Tom Togsverd, ITEK-direktør. Så kan andre lettere arbejde videre på en opgave, og det vil i mindre grad hænge på den enkelte medarbejder at få en opgave færdig til tiden.
- Det er svært at undgå overarbejde i perioder. Medarbejderne bliver faktisk også honoreret for det - og så er det vel meget fair? Der er mange medarbejdere, der gerne vil tjene noget ekstra, især i begyndelsen af karrieren, og som derfor er mere villige til at tage en ekstra tørn, siger han.
Per Buchwaldt, formand for Dansk IT, peger på, at overarbejde ligger i mange af stillingernes natur.
- Og naturligvis er det sådan, at de, som påtager sig ekstra opgaver, også er dem, der bliver tilgodeset, når opgaver og projekter skal fordeles.