Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. september 2004.
Hewlett-Packards nye administrerende direktør havde en ungdomsdrøm om at bygge broer. Skæbnen ville, at Jens Frølund endte i it-branchen, hvor han er blevet dansk chef for verdens næststørste it-koncern.
Chefskifte
Hewlett-Packard har netop ansat Jens Frølund som sin nye administrerende direktør i Danmark. Frølund har været i it-branchen siden 1971, men havde egentligt lagt helt andre planer.
- Der blev snakket meget om broer i 1966, da jeg blev student i Aabenraa. Vi snakkede om Storebæltsbro og Øresundsbro, og jeg havde en drøm om at lære at bygge broer, husker Jens Frølund.
Han rejste til København for at læse til civilingeniør med speciale i brobygning og allerede på det tidspunkt kom informationsteknologien ind i Jens Frølunds liv.
- Som eksamensprojekt skrev vi nogle programmer til optimering af brokonstruktioner ved hjælp af lineær programmering. Opgaven blev skrevet i Fortran på en IBM 7094-computer, fortæller Jens Frølund.
I 1971 da Jens Frølund blev færdig som ingeniør, var der krise i byggeriet, og der skulle ikke bygges nogen broer.
- Jeg anede ikke, hvad jeg så skulle finde på, men jeg kendte jo IBM's 7094'er, så jeg søgte et job som trainee hos IBM og ville så vende tilbage til min brobygning, når krisen var overstået, erindrer Jens Frølund.
Krise trak ud
Krisen trak ud, og det gjorde Frølunds ansættelse hos IBM også. De havde det sjovt og for at få lidt at stå imod med, læste Frølund om aftenen HD i regnskabsvæsen på Handelshøjskolen. Pludselig var der gået seks år, og Jens Frølund blev salgskonsulent med ansvar for IBM's største kunde A. P. Møller.
Satellitkommunikation
En af Frølunds store bedrifter var, at det lykkedes ham at overbevise A. P. Møller om, at det var en god idé at basere kommunikationen mellem Europa, Østen og USA på satellitter frem for telefaxen.
- På den måde kunne skibenes dokumenter og laste- og losseplaner sendes i forvejen på en hurtigere og mere præcis måde. Det tog to-tre dage at få godkendt papirerne og betød, at A. P. Møller kunne garantere afsejling til tiden, fordi papirerne var i orden. Den garanti var der ingen af de andre rederier, der kunne give dengang, siger Jens Frølund.
Masser af uddannelse
Ud over Frølunds tekniske og økonomiske uddannelse gennemgik han hos IBM salgs- og marketinguddannelse, lederuddannelser og masser af efteruddannelse. Han betragter den brede uddannelse som en af grundpillerne i en karriere hos IBM. Og så det, at han har været hele vejen rundt i organisationen og ageret i alle discipliner.
- I 1993 kom jeg til Digital som administrerende direktør og arbejdede der mere som generalist. Og så er det en stor fordel at have viden om både økonomi og jura ud over de tekniske aspekter. Det betyder, at du kan snakke med både teknikere, sælgere og økonomer - dem alle sammen.
I 1998 købte Compaq Digital og valget som øverste chef i Danmark faldt på Walther Thygesen, der dengang var chef for Compaq i Danmark. Frølund vendte tilbage til IBM som chef for Global Services og Strategic Outsourcing Nordic. Efter to år blev Jens Frølund bedt om at stå i spidsen for danske EDB Gruppen, som IBM dengang og i dag er hovedaktionær i.
- Jeg har været fire et halvt år i EDB Gruppen, og det var en god periode og en rar oplevelse at være i en virksomhed, der ikke er topstyret fra USA, men hvor du kan bestemme det hele selv - selvfølgelig sammen med bestyrelsen og den øvrige ledelse, siger han.
Nu er det så tilbage til en amerikansk virksomhed, der oven i købet er den næststørste i branchen både herhjemme og i resten af verden.
boks: Førerposition
skal udnyttes
- HP har en stor og voksende produktforretning, og den position vil jeg bruge som afsæt for at øge salget af ydelser inden for service og outsourcing af disse produkter, siger Jens Frølund, HP's nye chef.
Analysehuset IDC har tidligere på sommeren slået fast, at de store outsourcingleverandører bliver større, og de mellemstore bliver klemt.
Ifølge IDC har Ementor, WM-data, Siemens Business Services, CapGemini Ernst & Young og HP vækst under markedsgennemsnittet eller ligefrem tilbagegang.
Dermed har HP brug for en katalysator på området, og det kan Jens Frølund meget vel vise sig at være med sin baggrund som blandt andet dansk chef for IBM Global Services med ansvar også for strategisk outsourcing på nordisk plan.
Jens Frølund har figureret på Magtens Top 10 liste flere år i træk i Computerworlds Top 100-udgivelse.
kk
Billedtekst: HP's nye administrerende direktør, Jens Frølund, har været i it-branchen siden 1971, men havde egentligt
lagt helt andre planer.