Portene til portalen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. september 2004.


Standarder som webservices, portlets og WSRP er med til at åbne sluserne, så informationen kan flyde uhindret gennem portalerne.
Den primære eksistensberettigelse for en portal er at samle informationer fra en række it-systemer og præsentere dem for brugeren på en ensartet måde. For at kunne få fat i informationen fra forskellige systemer som økonomi-, ordre- og personalesystem er det nødvendigt for portalen at kunne integrere med forskellige systemer på forskellige platforme. Et gammelt Cobol-program på en mainframe, en Oracle-applikation på en Unix samt et Navision-system på en Windows 2000-server. I dag findes der en række teknologier og værktøjer, der er blevet udviklet gennem it-historien med henblik på at integrere it-systemer med hinanden: Fra de tidligste RPC (Remote Procedure Call) over Microsofts distribuerede komponent-teknologi DCOM og OMG's ditto CORBA til SOAP og webservices i dag.
Nedenstående er en liste over teknologier, der gør portalerne i stand til at samle information fra en række forskellige informationskilder.
Portal og portlet
En portal er en webbaseret applikation, som samler informationer fra forskellige it-systemer i en brugergrænseflade, der er tilpasset den enkelte brugers behov (personalisering). Da portalen anvender informationer fra forskellige systemer, bør der være single sign-on, så brugeren ikke skal logge på forskellige systemer hele tiden.

En portlet er en webkomponent, som anvendes i en portal. En portlet udgør en del af portalens samlede brugerflade og præsenterer information fra en datakilde, som kan være et backend-system eksempelvis økonomisystemet. En portal stiller en container til rådighed, hvor portletten kan eksekvere.

Webservices
Webservices er en generel term, der dækker over en række konkrete standarder. En webservice kan betragtes som applikationslogik, der gøres tilgængelig ved hjælp af standard internet-teknologier som HTTP, TCP/IP og XML. Andre programmer kan gøre brug af webservicens funktionalitet ved at anvende en XML-beskedprotokol som SOAP.

SOAP (Simple Object Access Protocol) er kommunikationsprotokollen for Webservices. SOAP definerer formatet for XML-beskederne, der anvendes i protokollen. SOAP definerer også, hvordan SOAP kan anvendes over HTTP. Kombinationen af XML og HTTP gør SOAP til en enkel og udbredt kommunikationsprotokol.

Java Specification Request 168 (JSR 168) definerer et standard interface for portlets, der implementeres i Java. Definerer grænsefladen mellem portlet og portlet-container og beskriver, hvad containeren stiller til rådighed for portletten.
Godkendt af JCP (Java Community Process) i oktober 2003.

Web Services for Remote Portlets (WSRP) er en webservices standard der specificerer hvordan en web service kan anvendes i en portlet. Webservicen kan være udviklet af en tredjepart og en given portal kan blot anvende webservicen til at opdatere informationen på portalen. Webservicen hos tredjepart kan være implementeret i C#, Java eller et andet programmeringssprog, der kan anvendes til at udvikle webservices.
Godkendt af OASIS (Organization for the Advancement of Structured Information Standards) august 2003.
Open Source Portlets
http://sourceforge.net/projects/portlet-opensrc/ er det muligt at udveksle portlets, der er udviklet efter JSR168 og
WSRP-standarden.