Kina opdagede verden

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. september 2004.


GN Netcoms Niels B. Christiansen er fascineret af Kina. Tanken om Kina som supermagt om 30 år skræmmer ham ikke - tværtimod.

Kina opdagede verden, 80 år før Columbus sejlede til Amerika. Det forsøger bogen "1421" i hvert fald at dokumentere. Og det fascinerer administrerende direktør i GN Netcom Niels B. Christiansen.
- Bogen er dokumentarisk, og man følger kinesernes sunkne skibe rundt over hele verden. De bragte effekter hjem fra alle steder, men kejsermagten destruerede det hele, da Kina lukkede sig om sig selv. Meget tyder imidlertid på, at Columbus brugte et kinesisk kort, da han sejlede til Amerika, fortæller Niels B. Christiansen om sin seneste bogoplevelse.
Kina står ekstra stærkt i hans bevidsthed, efter GN Netcom har flyttet en del af sine aktiviteter til Østen. Han er ikke skræmt af, at forskere mener, Kina formentlig vil være verdens førende supermagt i 2030, for Kina vil ikke være en aggressiv supermagt, mener han.
- Kineserne er i en mellemperiode lige nu, men de bygger større fabrikker, end de har brug for, fordi de tror på, at de får brug for dem. De fleste er nærmest fattige, alligevel fløjter de og er glade, når de går på gaden. Det eneste, der kan skræmme, er, hvordan supermagten USA vil håndtere, at verdensherredømmet glider dem af hænde, siger han.
Nu skulle man tro, at wok-mad er Niels B. Christiansens favorit, men han foretrækker oksefilet fra Weber-grill og allerhelst hummer, twin lobster.
- Men i Beijing ligger en fantastisk restaurant drevet af en matematikprofessor, hvis far lavede mad til kejseren. Han skulle have 1.000 retter om dagen. Det minimerede risikoen for at blive forgiftet. Det siger man i hvert fald.

Toptekst: Over slipseknuden og til venstre
Det kan da ikke være strategier og direktionsmøder alt sammen? Det er det sandelig heller ikke, for it-cheferne bruger også venstre hjernehalvdel. På disse og de følgende sider kan du se, af hvilke kilder en række chefer i den danske it-branche slukker den kulturelle, åndelige, ønologiske og gastronomiske tørst.