Skak og skæbner

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. september 2004.


Termas Jens Maaløe kan lammetæve de fleste på skakbrættets felter. Men når kløene går ud over andre, berører det ham dybt.

Jeg sad i bilen på vej til færgen og spekulerede over, hvilken bog der egentlig har gjort størst indtryk på mig. Det er en bog, jeg læste for fire år siden, der hedder "Vilde Svaner". Den er skrevet af en kineser, Jung Chang.
- Jeg blev så betaget af bogens hovedperson, forfatterens mor. Den handler om en kinesisk pige, der fortæller om sin mor og mormor i tiden under Mao. Det er ganske forfærdeligt, hvad de blev udsat for, og hvad sådan et system kan gøre mod mennesker. Den bog dukker op igen og igen, siger Jens Maaløe, administrerende direktør i Terma.
Ellers er han bare en platfodet ingeniør, siger han, når man spørger til hans kulturelle interesser. Men historie interesserer ham, især når den er koblet til mennesker og skæbner.
- Jeg så for nylig filmen Goodbye Lenin, der handler om en familie i det gamle Østtyskland. Moderen er meget svagelig, og sønnen forsøger at skåne hende for chok ved ikke at fortælle hende, at muren er faldet. Det er en fin film, siger han.
Jens Maaløe har en mani, og det er skak. Han spiller mest mod computeren, men er ikke bleg for at påstå, at han kan slå de fleste amatører. Er modspilleren lidt over det niveau, må han til gengæld selv strække våben.
- Jeg er meget analytisk og strategisk anlagt. Det er nok en for letkøbt parallel at drage, at jeg bruger mine skakevner i forretningslivet, men det kan da minde lidt om det engang imellem, når man sidder og tænker et par træk frem, erkender han.