Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 1. oktober 2004.
Konsulenthuset Valtech benytter sig af såkaldte doorway-sider for at komme øverst i resultaterne, når der søges efter konkurrenten Tangora på Google. Det møder stor kritik hos Tangora, som overvejer at anlægge erstatningssag.
Softwarehuset Tangora Software er stærkt fortørnet over, at konsulenthuset Valtech benytter sig af søgemaskineoptimering til at videresende potentielle Tangora-kunder til Valtechs egen hjemmeside.
- At folk, der søger en løsning fra Tangora bliver ført til Valtech, der forhandler vores konkurrenters produkter, det er jeg meget utilfreds med, siger Erik Seifert, administrerende direktør, Tangora Software.
Miseren skyldes, at Valtech benytter sig af såkaldte doorway-sider, der indeholder tekst og information, som giver en høj placering hos Google, men som ikke vises til de besøgende, når de klikker sig videre fra søgemaskinen. Det betyder, at man får Valtechs hjemmeside som første resultat, når man søger på kombinationen Tangora og e-handel på Google.
Rasmus Sørensen er søgemaskineoptimerings-specialist i virksomheden Notabene, og han bakker op om Tangoras kritik af metoden.
- At snylte på andres varemærker er ikke god tone. Hvorfor overhovedet bruge re-direct? Allerede der ryger mit røde flag op. I mine øjne er der kun ét mål: At få nogle flere hits på Google, siger han.
Optimering i orden
Valtechs administrerende direktør, Lars Bladt, afviser kritikken.
Han mener, det er i orden, at man optimerer sin hjemmeside og mener i første omgang, at Tangora nævnes, fordi selskabet er en samarbejdspartner.
- Jeg ser ikke noget problem i, at vi nævner vores samarbejdspartnere på vores hjemmeside, siger Lars Bladt.
Det afviser Tangora-direktør Erik Seifert.
- Vi havde et møde med Valtech i februar i år, men det kom der ikke noget ud af. I øvrigt kommer der ikke noget ud af at søge på Tangora på Valtechs hjemmeside. Valtech er tydeligvis ikke interesseret i at promovere Tangora - kun i at hente trafik på vores bekostning.
Lars Bladt erkender, at Tangora ganske rigtigt ikke er en Valtech-samarbejdspartner.
Han har derfor også besluttet, at det ikke er helt i orden, at man ved at søge på kombinationen af Tangora og e-handel havner via en skyggeside på Valtechs hjemmeside.
Mistet forretning
- Jeg har iværksat at få fjernet den kombination, men mener fortsat, at det er i orden, at der står Tangora på vores skyggeside, fordi vi jævnligt søger medarbejdere med kompetence i blandt andet Tangoras produkter, siger Lars Bladt.
Han mener, at det er i orden at søgemaskineoptimere ved hjælp af de såkaldte skyggesider, så længe det gøres "rigtigt".
Tangoras direktør Erik Seifert er overbevist om, at Valtechs skyggesider har kostet ham forretning, og han overvejer nu, om han skal anlægge en erstatningssag.