Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. oktober 2004.
Et par virksomheder giver deres bud på hvordan de arbejder med partnerskabskontrakter:
APC i Kolding udvikler nye it-infrastruktur-løsninger i tæt samarbejde med deres leverandører, men vil have helt klare detaljer, når det kommer til kontrakterne.
- Vi er ikke interesserede i at gå ind i en kontrakt med vores leverandører, der indebærer større forpligtelser eller løse aftalerammer. Vores kontrakter er detaljerede og dækker hvert enkelt køb. Udviklingsdelen af samarbejdet er baseret på tillid, og det vil vi ikke have ind i en kontrakt, forklarer Vendor Relations Manager Finn Melgaard fra APC.
Til gengæld har APC opfordret sine leverandører til at få et tættere samarbejde.
- Vi synes, at vores leverandører er for dårlige til at samarbejde og levere til tiden. Derfor inviterede vi fem af vores eksisterende og to nye leverandører til et fælles møde. På mødet blev de sat til at løse mindre øvelser og skulle bagefter blive enige om, hvad deres individuelle kompetencer var. Vi håber på, at det vil resultere i et tættere samarbejde, men vi vil ikke ændre noget ved vores nuværende kontrakter, fortæller Finn Melgaard.
Lyngsoe Systems, der arbejder inden for supply chain softwareudvikling, har i dag 15 strategiske partnerskaber. Nogle af partnerskaberne har endda været så tætte og fordelagtige, at de er endt med opkøb. Men der er stor forskel på aftaletyperne med partnerne.
- Vi anvender både kontrakter, hvor forholdene og aftalerne er specificeret ned til mindste detalje, og kontrakter, hvor det kun er rammerne, der er beskrevet. For os afhænger det alene af den erfaring og tillid, vi har til samarbejdet. Vi har eksempelvis en partner, som vi har haft i mange år, og hvor vi kun har haft gode oplevelser i samarbejdet. I det samarbejde bygger relationen mere på tillid end egentlig dokumentation. Omvendt så samarbejder vi også med en partner i et afrikansk land, hvor vi gør alt for at have alle detaljer med i kontrakten, fortæller Lyngsoe Systems' administrerende direktør, Finn Mattiasen.
Sitecore, der leverer content management-systemer, ser deres produkter som et standard it-produkt. De anvender derfor så præcist definerede kontrakter som muligt med deres partnere.
- Vi er ikke interesserede i at have løse rammer omkring vores partnerskabskontrakter. Selvfølgelig er vi fleksible over for vores kunder i forhold, der er i begge parters interesser, men det er ofte små ændringer, fortæller Henrik Andersen, der er Partner Manager hos Sitecore.