Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. november 2004.
uddannelse: Det er nødvendigt med et strategisk overblik, hvis man skal sidde med ved det runde bord, hvor beslutningerne tages. En MBA kan give en stærk it-chef den nødvendige ballast til at blive indflydelsesrig it-direktør eller administrerende direktør.
Jeg sad midt i en større Navision-implementering og måtte erkende, at jeg som leder af projektet manglede en bedre forretningsforståelse. Projektet blev kørt som et it-projekt, og vi fik derfor ikke tilpasset systemet til de eksisterende processer. Resultatet blev en stor modstand fra de andre afdelinger og manglende opbakning fra direktionen, fortæller Allan Dehn Søgaard, der for seks år siden, som it-chef hos Steff-Houlberg, måtte erkende sine egne begrænsninger, når det gjaldt forståelse for forretningen.
Den problemfyldte it-implementering fik Allan Dehn Søgaard til at beslutte sig for at tage en MBA for at forbedre sin forretningsforståelse og strategiske indsigt.
Han er langt fra den eneste it-chef, der har erkendt, at det ikke længere er nok at være specialist i systemer og computere. Med de store ERP-systemers indtog i virksomhederne er it blevet en integreret del af processerne og forretningsgangene.
Det er blevet afgørende, at it-chefen kan drive eller være med til at drive succesfulde systemimplementeringer. Virksomhederne har erfaret, at et kuldsejlet ERP-projekt kan få meget store konsekvenser. Hvis it-direktøren skal drive projektet, er han derfor nødt til at forstå værdikæden og processerne. Og for at løfte sig op på det strategiske niveau vælger flere og flere it-chefer at supplere karrieren med en MBA.
It-chefens udbytte af en MBA
Headhunteren Niels Bentzen fra Amrop
Hever, der til daglig rådgiver direktioner i udvælgelse af ledelseskandidater, vurderer, at en MBA kan hjælpe it-chefer til at få den nødvendige berettigelse i direktionen. Bentzen mener, at it-ledere ofte har problemer med at vinde den fornødne respekt på ledelsesplan.
- Det nytter ikke noget, at it-lederen er en person, der sidder i direktionen og snakker om bits og bytes eller client/server-løsninger. Det sker især for ledere, der er gået systemvejen og selv har arbejdet sig op fra at være eksempelvis edb-assistent eller systemudvikler. It-direktøren skal forstå, hvad et forslag betyder for bundlinien, eller hvad de forretningsmæssige implikationer er, forklarer Niels Bentzen.
Formålet med en MBA er at videreuddanne kandidater i generel ledelse. Udviklingsdirektør Jørgen Stilling fra Handelshøjskolens Executive MBA mener, at it-ledere ofte får stort udbytte af at arbejde mere strategisk.
- It-ledere er ofte specialiserede gennem deres arbejdsområde og uddannelse. De støder derfor tit på problemer, når de skal samarbejde med andre faggrupper eller se problemstillinger i et forretningsperspektiv, vurderer Jørgen Stilling.
- Gennem en MBA-uddannelse opnår it-chefer både faglig og personlig udvikling. Fagligt får de en række værktøjer, de kan anvende som ledere, når de arbejder på et strategisk niveau. På det personlige plan oplever vi, at de studerende udvikler sig meget. Det sker dels ved intenst samarbejde med de medstuderende, dels gennem dialog med erhvervspsykologer og private mentorer, fortæller Jørgen Stilling.
Forretningsorienteret it-chef
Jens Fokdal, der er it-ansvarlig for Københavns Energi, tog en MBA-grad i 1995. Han mener, den har givet ham en nødvendig forretningsforståelse til at arbejde strategisk med it.
- Jeg fik et overblik og et bredere perspektiv, som har bevirket, at jeg sidder i min nuværende stilling og kan diskutere forretningsmuligheder på lige fod med resten af ledelsesgruppen, fortæller Jens Fokdal.
- Lige nu arbejder vi eksempelvis med forskellige forretningsmuligheder, som kræver en god økonomisk og forretningsmæssig forståelse. MBA-uddannelsen har trænet mig i at analysere nye problemstillinger og få et hurtigt overblik over de væsentligste parametre, forklarer Jens Fokdal.
Allan Dehn Søgaard har også erfaret, at MBA-uddannelsen gav ham et nødvendigt løft i funktionen som it-chef. Efter den færdiggjorte MBA skiftede Søgaard fra Steff-Houlberg til Dyrup, hvor han i dag er CIO.
- Jeg bruger i dag størstedelen af min tid på at bygge bro mellem it- og forretningsudfordringer, eksempelvis ved e-business-projekter eller optimering af kundecentre. Min titel på visitkortet burde måske i stedet være chef for proces, forretningsudvikling og it kombineret i et, vurderer Allan Dehn Søgaard.
MBA som springbræt
En række succesfulde it-chefer vælger at anvende MBA'en som adgangsbillet til at prøve kræfter som administrerende direktør eller selvstændig.
Christian Poulsen, der i dag er administrerende direktør hos softwareproducenten Netman, har i sin karriere været såvel softwareudvikler som it-chef. Men efter et par år som administrerende direktør ville han gerne tilføje yderligere teori til værktøjskassen. Christian Poulsen valgte derfor sidste efterår at starte på en executive MBA.
- For mig som direktør er det en rigtig god hjælp at lære en række afprøvede teorier og få dem ind på rygraden. Alternativt skulle jeg selv ud og forsøge mig frem. Det er en styrke i min hverdag, at der er et utal af problemstillinger, som jeg får vendt på kryds og tværs, og som jeg får nye perspektiver på, forklarer Christian Poulsen.
Thomas Thrane, der er administrerende direktør hos WorldManuals, vurderede ligeledes, at MBA-uddannelsen ville give ham bedre kort på hånden. Han anvendte sin styrkede profil til at tage springet fra it-chef til at blive iværksætter. Efter en MBA på Rotterdam School of Management var Thomas Thrane med til at starte WorldManuals, der producerer elektroniske mobiltelefon-manualer.
- Kort efter jeg trådte ind i virksomheden, bristede dotcom-boblen, så det blev en meget omtumlet periode. Vi oplevede på meget kort tid, at virksomhedens forretningsgrundlag var væk. Så vi måtte omstille os økonomisk og var nødt til at ændre de foreløbige strategiske planer og opdyrke et helt nyt marked, fortæller Thomas Thrane.
WorldManuals skiftede produktfokus, primært i målgruppe og indtjeningsgrundlag. Firmaet startede med at tilbyde elektroniske manualer til slutbrugerne. Den model blev ændret til at tilbyde de elektroniske manualer til mobiloperatører, der betaler for produktet. WorldManuals er i dag en af de få oprindelige dotcom-virksomheder, der har succes. Virksomheden har 16 ansatte og tjener penge til investorerne.
Øget internationalt fokus
En fællesnævner for mange it-chefer er ifølge headhunteren Niels Bentzen manglen på international erfaring. Karrieren er ofte forløbet i Danmark med dansk arbejdsfokus. MBA-uddannelserne, der er tilrettelagt med et multinationalt fokus, kan derfor udvide it-chefernes perspektiv og give dem den fornødne internationalisering.
Thomas Thrane har anvendt den øgede internationale forståelse til at lægge virksomhedens strategi.
- I mit tidligere job som it-chef arbejdede jeg primært med det danske marked. I MBA-forløbet kom vi fra vidt forskellige steder i verden og fokuserede aldrig på nationale begrænsninger. Det var et helt nyt tankesæt, som vi fik ind under huden, forklarer Thomas Thrane.
- Jeg har derfor fra starten sikret, at vores markedsfokus har været internationalt hos WorldManuals. Det har resulteret i, at 80 procent af vores omsætning i dag kommer fra udlandet, siger Thomas Thrane.
Adgang til nyt netværk
En anden udfordring for mange it-chefer er, at de ofte har opbygget deres netværk inden for it-branchen. Når de skal ud at finde sparring, har de derfor typisk nogle mangler.
Christian Poulsen fra Netman mener, at noget af det vigtigste, han har fået ud af MBA'en, er et udvidet netværk.
- Det har været en stor gevinst at møde ligesindede, der udfordrer en på de problemstillinger, man sidder med i hverdagen. Jeg har opbygget et helt unikt netværk gennem mine medstuderende, forklarer Christian Poulsen.
Thomas Thrane har haft stor gavn af sit MBA-netværk i forbindelse med international forretning.
- Jeg anvender mine MBA-kontakter meget i hverdagen. Hvis jeg vil tage fat i en potentiel fransk kunde, så kan jeg altid ringe til en af mine tidligere medstuderende og forhøre mig. Ofte får jeg et navn på en, som kender en, og så har jeg en indgangsvinkel til at ringe op, fortæller Thomas Thrane.
Niels Bentzen mener, at it-chefer kan anvende en MBA til at signalere, at der er sket et skift i deres fokus fra specialist til generalist. Bentzen mener, at en it-leder, der har en MBA, signalerer, at vedkommende har lyst til at få en bredere profil og være tættere på forretningen.
- Der ligger et vigtigt signal for en it-direktør i at have taget en MBA-uddannelse. Det kan være en it-chef, der gerne vil udvikle potentialet til at blive it-direktør, eller en it-direktør, der gerne vil styrke sin profil for at blive direktør for et andet område eller administrerende direktør. Men uanset målet så bliver de pludselig meget mere interessante, siger Niels Bentzen.
Billedtekst:
En problemfyldt it-implementering i et tidligere job fik Allan Dehn Søgaard, i dag CIO hos Dyrup, til at tage en MBA for at forbedre sin forretningsforståelse og strategiske indsigt. Foto: Torben Klint
Billedtekst:
Jens Fokdal, der er it-ansvarlig for Københavns Energi, tog en MBA-grad i 1995. Han mener, den har givet ham en nødvendig forretningsforståelse til at arbejde strategisk med it. Foto: Torben Klint
Billedtekst:
Christian Poulsen, der er administrerende direktør hos softwareproducenten Netman, ville gerne tilføje yderligere teori til sin værktøjskasse. Derfor valgte han sidste efterår at starte på en executive MBA. Foto: Torben Klint
Billedtekst:
Thomas Thrane, der i dag er administrerende direktør hos WorldManuals, vurderede, at MBA-uddannelsen ville give ham bedre kort på hånden. Han anvendte sin styrkede profil til at tage springet fra it-chef til at blive iværksætter. Foto: Torben Klint
Boks:
MBA-skoler
På verdensplan findes i dag mere end 2.600 forskellige MBA-programmer. Der er stor forskel på uddannelsesniveauet på skolerne. Ifølge headhunter Niels Bentzen er det vigtigt, at diplomet er opnået på en af de ledende skoler, hvis man for alvor vil have udbytte af det.
- Der er gået meget inflation i MBA-programmerne. Vi ser derfor meget efter, hvilken skole kandidaten har taget sin MBA-uddannelse på. Det skal være en skole med en international profil. Det vil sige, at både lærerstaben og eleverne skal være et miks af nationaliteter. Det skal også være et program, der er on-site, altså ikke en internetuddannelse eller en åben uddannelse, fortæller Niels Bentzen.
- Topskolerne er de internationale uddannelsessteder som Insead og Harvard. Den danske CEMI og executive MBA er ved at blive bedre, selv om der hovedsagligt er et nordisk fokus. Lærerne er semi-internationale, og eleverne er hovedsagligt danske eller nordiske, siger Niels Bentzen.
Boks:
top MBA-programmer i Europa
1. INSEAD
2. London Business School
3. IMD
4. IESE Business School
5. Instituto de Empresa Business School
6. Rotterdam School of Management
7. University of Oxford: Said Business School
8. SDA Bocconi
9. Warwick Business School
10. Cambridge, The Judge Institut of Management
top MBA-programmer i USA
1. Wharton, University of Pennsylvania
2. Harvard Business School
3. Columbia Business School
4. University of Chicago GSB
5. Stanford University GSB
6. Stern Business School, New York University
7. MIT, Sloan School of Management
8. Tuck, Dartmouth College
9. Kellogg, Northwestern University
10. Yale School of Management
Boks:
Allan Dehn Søgaard
It-leder i direktionen
Erhvervsbaggrund:
• 2002 - : Dyrup, CIO
• 1998-2002: Steff-Houlberg, koncern it-chef
• 1997-1998: ProData, projektleder
• 1994-1997: Ambrasoft, konsulent
• 1993-1994: SPS, systemudvikler
• 1991-1993: Irma/FDB, systemudvikler
Uddannelsesbaggrund:
• 2001: Handelshøjskolen i København, executive MBA
• 1995: Handelshøjskolen, HD i organisation
• 1987: Københavns Universitet, immatrikuleret/datalogi
Boks:
jens fokdal
En styrket it-ansvarlig
Erhvervsbaggrund:
• 2000 - : Københavns Energi, it-chef
• 1994 - 2000: Sun Chemical, edb-chef
• 1992 - 1994: Mikkelborg it, selvstændig
• 1990 - 1992: Østasiatiske Kompagni,
informatikchef
• 1989 - 1990: BFR/Bell Communications Research, projekleder
• 1987 - 1989: Prime Computer, Manager
• 1982 - 1987: Schøbel & Marholt (nu Deloitte), ebd-rådgiver
• 1974 - 1982: Tietgenskolen, datanom
Uddannelsesbaggrund:
• 1995: Handelshøjskolen i København, MBA
• 1976: Handelshøjskolen i København, HD i organisation
• 1968: Danmarks Tekniske Universitet, ingeniørstudium
Boks:
christian poulsen
Fra it-direktør til adm. direktør
Erhvervsbaggrund:
• 2001- : Netman (Hewlett Packard-ejet selskab), adm. direktør
• 1992-2001:Carl Bro A/S
99-01: Direktør, IT & Telekommunikation
97-99: Koncern it-chef
92-97: Afdelingsleder for industriel software og elektronik
• 1987-1992:Micro consult, Key Account Manager og afdelingsleder
Uddannelsesbaggrund:
• 2004- : Handelshøjskolen i København, Executive MBA
• 1992: Handelshøjskolen i København, HD, udenrigshandel
• 1988: Danmarks Tekniske Universitet, elektronikingeniør.
Boks:
thomas thrane
Fra it-direktør til iværksætter
Erhvervsbaggrund:
• 2000- : WorldManuals, administrerende direktør og partner
• 1997-1998: GP General Parcel Logistics GmbH, senior it-konsulent
• 1994-1998: Pakke-Trans A/S
95-98: CIO
94-95: Projektleder
• 1992-1994: Carl Bro Informatics, systemkonsulent
Uddannelsesbaggrund:
• 1998-2000: Rotterdam School of Management, MBA
• 1992-1994: Lyngby Handelsskole, akademiøkonom
• 1990-1992: Danmarks Tekniske Universitet, elektroingeniør