Outsourcing anno 2004

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. december 2004.


vækst: It-servicevirksomhederne har i stigende grad fokuseret på outsourcing. Det har resulteret i konsolidering og øget offshoreaktivitet for at holde priserne nede. Et øget prispres forventes til næste år.

Som et af de få områder indenfor it-serviceområdet er outsourcing støt stigende. I takt med, at områder som konsultentydelser og systemintegration har været faldende, har virksomhederne derfor fokuseret endnu mere på outsourcing. For at få del i de attraktive outsourcingmarkeder, har it-servicevirksomhederne derfor været ihærdige med at opkøbe.
På det danske marked sidder de fem største konkurrenter i dag på knap 80 procent af det totale outsourcingmarked ifølge analysebureauet IDC. Koncentrationen bliver kun mere markant, når IBM's køb af DMdata og Mærsk Data bliver endeligt gennemført. Sammenlægningen af de tre selskaber betyder, at de to største spillere, IBM og CSC, tilsammen kommer til at udgøre 70 procent af det danske outsourcingmarked.

I 2004 fortsætter kundernes øgede interesse i at outsource stadig mere centrale dele af løsningerne. Gartner Groups analytiker Gianluca Tramacere mener, at det er en udvikling, der kan ses i de enkelte aftaler.
- Det var tidligere normalt, at kunden selv beholdt ledelsen af SAP i huset og outsourcede infrastrukturen, der understøttede SAP-løsningen. Flere kunder har fået mere tillid til at lægge opgaverne ud og er derfor begyndt at outsource hele SAP-løsninger, forklarer han.
I takt med, at større opgaver lægges ud til eksterne virksomheder, er it-afdelingernes funktion også ved at ændre sig.
- Tidligere stod it-afdelingerne for at levere it-tjenester internt i virksomheden. Der er en tendens til, at it-afdelingerne er ved at blive mægler af it-ydelser. Afdelingen har på den ene side resten af virksomheden, der efterspørger it-tjenester og på den anden side en række it-leverandører, der skal styres. It-afdelingerne har derfor brug for et nyt sæt kompetencer for at kunne fungere bedre i denne mæglerrolle. Det kræver, at lederne af it-afdelingerne er gode til it, forretning, relationer og har autoritet til at få beslutningerne igennem, forklarer Gianluca Tramacere.

I takt med at kunderne bliver mere professionelle, og der kommer mere konkurrence på markedet, har de vestlige it-servicevirksomheder oplevet et øget pres på priserne. De to største danske spillere, IBM og CSC, har begge fokuseret på at udvide deres offshoreaktiviteter i det seneste år.
Men offshore-outsourcing er fortsat begrænset i Danmark. Lande som USA og England er væsentlig længere fremme. IDC-analytiker Mette Søeborg Ahorlu mener, at offshore-outsourcing i Danmark først er ved at begynde.
- Jeg tror, der skal mere pres på det danske marked, før vi virkelig vil se, at der bliver outsourcet offshore. Det er ved at komme, men er slet ikke rigtig begyndt endnu, vurderer IDC's analytiker.
Danske kunder, som Jyske Bank, følger offshore-udviklingen med stor interesse og venter på, at fordelene bliver store nok.
- Det mest afgørende, hvis vi skulle placere en opgave i et lavomkostningsområde, er prisen. Vi har erfaret, at man skal være meget varsom med at beregne offshorebesparelser. Der er ofte en række ekstra omkostninger ved offshoreoutsourcing, som vi ikke kender fra danske outsourcingopgaver. Det kan være en meget mere detaljeret kravspecifikation, oversættelse af dokumenter eller ekstra projektstyring. Men hvis først besparelsen er stor nok, så vil vi være interesserede, forklarer Jyske Banks områdedirektør for koncern it, Klaus Skjødt.

Efterhånden som de vestlige virksomheder øger deres investeringer i Indien, har indiske virksomheder styrket deres position i Europa. I Danmark er det fortsat kun det indiske it-firma Tata Consulting Services (TCS), der har etableret sig. Ifølge IDC har udenlandske offshore-virksomheder opnået en markedsandel på 150 millioner kr., hvoraf TCS vurderes at have langt størstedelen. IDC forventer, at offshore-virksomhederne vil have en omsætningsvækst på det danske marked på omkring 25 procent årligt de næste fem år.
Danske kunder, som Jyske Bank, kan se de klare fordele ved, at indiske virksomheder får en stærkere lokal tilstedeværelse.
- Det ville være en del lettere at bruge indiske it-virksomheder, hvis de havde it-konsulenter i Danmark. Så kunne de lettere indgå i den iterative udviklingsproces, som vi ofte arbejder ud fra. De vil være tættere på hele forløbet. Så ville det være noget bredere, hvilken type opgaver vi ville kunne bruge dem til, siger Klaus Skjødt, Jyske Bank.

Billedtekst:
Jeg tror, der skal mere pres på det danske marked, før vi virkelig vil se, at der bliver outsourcet offshore
IDC-analytiker Mette Søeborg Ahorlu

Billedtekst:
Vi har erfaret, at man skal være meget varsom med at beregne offshorebesparelser
Jyske Banks områdedirektør for koncern it, Klaus Skjødt

Boks:
De fem største danske outsourcing-aktører
Omsætning i kroner, første halvdel af 2004. Kilde: IDC
• CSC 1,3 milliard
• IBM 0,75 milliard
• DMdata 0,66 milliard
• KMD 0,39 milliard
• Mærsk Data (oplyses ikke)

Boks:
Forventningerne til outsourcing i år 2005:
Mette Søeborg Ahorlu, analytiker, IDC:
1. Stigning i hosting, application management og desktop
2. Mere generel accept af at outsource. Der vil derfor være flere
mellemstore virksomheder, der kommer til at gennemføre aftaler
3. Flere standardiserede tilbud

Gianluca Tramacere, analytiker, Gartner Group:
1. Prispres på applikation og infrastrukturdelen
2. Kunderne standardiserer og konsoliderer it-kompetencer
3. Tidligere outsourcingkonkurrenter vil i højere grad blive partnere
4. Kunderne vil anvende it-services som dele-services

Boks:
It-outsourcing - forventninger for 2004
Kilde: Gartner Group, 2004, millioner kroner

Produktsupport - hardwarevedligeholdelse og -support
Klient-hardware 34,91
Dokumenthåndtering 50,82
Virksomhedshardware 47,48
Storage 22,97
Teleudstyr 75,70
I alt 231,88

Produktsupport - softwaresupport
Applikationssoftware 74,71
Infrastruktursoftware 66,05
Operativsystemer 40,55
I alt 181,31

Produktsupport, i alt 413,19

Professional Services - Consulting
Ledelseskonsulenter 42,72
It-konsulenter 41,26
I alt 83,98

Professionelle tjenester - udvikling og integration
Applikationsudvikling 285,29
Udstationering 110,72
Integration 135,16
I alt 531,17

Professionelle tjenester - it management
Applikations-håndtering 1.051,15
Help Desk 158,71
Drift 4.705,44
I alt 5.915,30

Professionelle tjenester, i alt 6.530,45

Produktsupport og professionelle tjenester, i alt 6.943,64




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cyber Briefing

Computerworld giver dig hver måned 30 minutter med de nyeste cybertrusler, konkrete angreb og brugbare råd. Få indsigt i AI og sikkerhed, compliance, risikovurdering og forsvarsstrategier. Tilmeld dig næste Cyber Briefing nu.

14. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere