Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. januar 2005.
Meget lidt i denne verden er gratis. I hvert fald ikke i længden. Efter 25 års fri brug af dankortet, der banede vejen for store rationaliseringer og gennemgribende forandringer i bankverdenen, er det forbi. Det gratis dankort er dødt, chipkortet med løbende omkostninger lever. Brugerne er tæmmede og tilpassede og vil - trods bistre og forudsigelige protester - i løbet af få uger vænne sig til at betale en halv krone, hver gang kortet bruges. Hvis da ikke detailhandlen vælger at lade udgiften indgå på linie med strøm og varme og gøre den usynlig for kunderne.
Med stor tålmodighed og en vedholdende strategi er det lykkedes bankerne at ændre vores vaner, så de både kan spare penge og fra nu af blive endnu rigere (alt om rentemarginalernes betydning for deres indtjening ufortalt).
Dankortet fik en vaklende begyndelse i firserne, hvor mange manden på gaden afviste kortet af frygt for at miste overblikket over den personlige økonomi, og sågar kunne mønstre en art folkelig modstand anført af kritiske akademikere som Peter Kemp, som foreslog udviklingen af alternativet danpung, der kunne oplades. Men modstanden døde ud, og dankortet sejrede og vandt en folkelig opbakning, der på verdensplan næppe er overgået. Dankortet virkede bare alle steder - og i takt med introduktionen af gebyr på brug af checks, kontoudtog og andre bankdokumenter, blev danskernes forhold til plovmænd og vandmærker forvandlet til cifre på et display.
I dag fremstår bankerne strømlinede, effektive og med ejerskab til en digital infrastruktur, som er garanteret finansielt.
Men den digitale bankverden ligner kun en halv inspiration for en offentlig sektor, der skal opnå rationaliseringsgevinster meget hurtigere end bankerne. Stat, regioner og kommuner har kun få år til at tæmme danskerne digitalt.
Et middel er at lukke for anvendelsen af klassiske kanaler som skranker og papirblanketter for derved at skubbe danskerne til at bruge digital signatur. Et andet er at indføre en art brugerbetaling ved henvendelse til det offentlige. Det vil i en ikke fjern fremtid givet blive diskuteret om borgere, der lægger beslag på manuel tid i den offentlige administration, skal bones for det. Akkurat som da bankerne indførte gebyr på checks og kontoudtog. Borgere betaler i forvejen for at få passet børn i vuggestuer og børnehaver. Hvorfor, kan det argumenteres, skal borgere, der insisterer på at bruge papirblanketter og sende håndskrevne breve, ikke betale for en fordyret sagsbehandling?
Og vi kan allerede begynde at tage hul på næste epoke. Når vi er blevet gennemdigitaliserede, skal der holdes liv i infrastrukturen - som med chipkortet. Det koster penge. Staten har frikøbt TDC's digitale signatur i fire år. Herefter er der i princippet intet, som hindrer det meget dominerende teleselskab i at tage betaling for brugen. Som også bankerne formentlig allerede sidder og regner på nu med Net-ID. Vi er blevet tæmmede.
