Columbus IT på jagt efter partnere i Østen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 7. januar 2005.


Columbus IT Partner skal ud over stepperne i Østen og opdyrke nye markeder. Kina er i fokus. Bestyrelsen reduceres, og organisationen strømlines, mens stifter Michael Gaardboe får en ny, aktiv rolle.

Columbus IT Partner har indledt en partnerjagt i Østen. Microsoft har et stærkt ønske om at udvikle potentialet for erhvervsløsninger i Kina, og Columbus IT Partner skal fremover følge den amerikanske softwaregigant tæt.
Ib Kunøe, som via sit ejerskab af Consolidated Holdings er ny storaktionær i Columbus IT Partner, løfter nu sløret for sine planer med nyerhvervelsen Columbus.
Kina er et varmt emne for Ib Kunøe. Verdens folkerigeste land og Australien får snart besøg af Ib Kunøe, der personligt vil indlede en jagt på nye partnere.

Kunøe sidder tungt på magten
- Vi tager ud og kigger på Kina, og det er i høj grad i Microsofts interesse. Kina er et boomende marked, og de vil meget gerne i gang derude, siger Ib Kunøe, der netop er tiltrådt som formand for Columbus.
Trods reelt kun at have sikret sig 33 procent af aktiekapitalen, har Ib Kunøe via aktionæraftaler sat sig på 76 procent af stemmerne frem til en aktieemission i foråret.
Rent fysisk har Ib Kunøe fået etableret sig i et lille lukaf i Columbus' kontorer i Brøndby. Dog uden at han kommer til at fungere som arbejdende bestyrelsesformand, understreger Ib Kunøe.
- Det må man jo ikke i en børsnoteret virksomhed. Men nu får vi meget kortere fra overvejelser til beslutninger til handlinger, siger bestyrelsesformanden.
Ib Kunøe efterlader ingen tvivl om, at han har sat sig tungt på magten i Columbus IT Partner.

Skærer vissen gren af
- Med 76 procent af stemmerne er der ikke så mange, der kan sige Consolidated imod, og det er heller ikke meningen i denne fase, hvor vi meget gerne skulle have fart på selskabet, siger Ib Kunøe.
Den faste hånd har medarbejderne i Columbus IT Partners tyske datterselskab, der i et stykke tid har været et problembarn i Columbus-familien, allerede fået at føle. Det danske moderselskab lader datteren gå konkurs, og Columbus It Partner vil forsøge at servicere sine tyske kunder via andre datterselskaber.
- Lad falde, hvad ikke kan stå. Vi skal ikke bruge nye penge til at dække gamle huller, hvis vi kan gå uden om dem, siger Ib Kunøe.

Partnerstrategi fortsættes
Mens der satses på nye regioner, bliver det dog efter den oprindelige Columbus partner-strategi, der skal indgås partnerskaber.
Columbus kigger således efter etablerede selskaber i de nye regioner, hvor der indgås partnerskab med en 51-49-fordeling af aktierne, til Columbus' fordel.
Partneren får tre år, hvor Columbus leverer navn, ekspertise og internationale kunder, mens partneren i realiteten selv står for finansieringen.
De følgende tre år får partneren eventuelt en andel i overskuddet, og Columbus køber op af aktierne med bytte af aktier i moderselskabet.
- Derfor er det utrolig vigtigt, at det er en likvid aktie, hvor kursen går mod nord og ikke mod syd. Har du et stærkt selskab, så fungerer denne model, siger Ib Kunøe.

Koncernchefen får luft
Internt i Columbus' organisation bliver ansvaret delt op efter geografiske områder. Koncernens 25-26 datterselskaber skal således ikke længere referere direkte til koncernchef Carsten Dilling.
Columbus IT Partner vil fremover være opdelt i fire regioner. En for de traditionelle vesteuropæiske lande med Baltikum, en for Østeuropa med kerne i det hastigt ekspanderende datterselskab i Rusland, en for Fjernøsten og Australien, de nye markeder, og endelig en for de nord- og sydamerikanske kontinenter.
- Koncernchefens job skal ikke være så forjaget, som det er nu, siger Ib Kunøe.

Stifter får ansvar
Stifter Michael Gaardboe, der er formand for Columbus It Partner i USA og stadig sidder på 20 procent af aktiekapitalen, bliver ansvarlig for sidstnævnte region.
Michael Gaardboe bliver fremover næstformand i Columbus' bestyrelse. Nyt menigt medlem bliver administrerende direktør Claus Hougesen fra Topnordic, også et Ib Kunøe-selskab, og den hidtidige formand, advokat Niels Heering, fortsætter som menigt medlem frem til næste ordinære generalforsamling.
- Vi har lagt vægt på, at det bliver en meget lille og operativ bestyrelse, siger bestyrelsesformand Ib Kunøe.

Billedtekst:
Stifteren af Columbus IT Partner, Michael Gaardboe, får ansvaret for de nord- og sydamerikanske kontinenter i den nye struktur.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere