Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. februar 2005.
Hvis digital forvaltning og borgerservice skal tage et tigerspring og ikke et lusekravl i forbindelse med kommunalreformen, så må den kommende indenrigsminister ned i sit CPR-kontor og trykke embedsmændene lidt på maven. For det er her, hos forvalterne af vores personnummer, at moderniseringen og sammenlægningen af it-systemerne forhindres. 1. januar 2007, hvor de nye kommunegrænser træder i kraft, vil også være tidspunktet, hvor data i CPR-registeret i et hug bliver tilpasset det nye danmarkskort. Det betyder, at kommuner, som gerne vil samordne, prioritere, strømline og vælge de bedste løsninger i god tid, ikke har mulighed for det. I stedet er der lagt op til den såkaldte en til en-konvertering, hvor i morgen bliver ligesom i går - bare med færre penge på lommen.
Der er en betydelig risiko for, at sammenlægningen i de nye kommuner bliver til en dobbelt it-bornholmer med halv skrue - forenede storkommuner med langt dårligere og dyrere løsninger end nødvendigt.
Vi har faktisk en parallel til situationen fra en ikke fjern fortid. År 2000, eller Y2K blandt venner, var en sådan ultimativ deadline. Hvis ikke it-afdelingerne havde gennemtrawlet og testet løsningerne, kunne det gå galt ved overgangen fra 1999 til det efterfølgende år.
Alle kendte skæbnedatoen, og mange virksomheder begyndte i 1996 at fremrykke investeringer, modernisere organisationen og skifte forretningssystemerne ud. Virksomheder opnåede strategiske fordele i forhold til de dovne konkurrenter, som ventede til sidste øjeblik og kun akkurat beholdt skindet på næsen. For de brugte betydelige summer på bare at få løsningerne til stadig at virke uden forbedringer.
Dagens Danmark byder på kommuner, der står klar til at høste alle de fordele, vi drømmer om, og vil tilbyde den borgerservice, vi efterspørger. De er klar over, at det er vigtigt at vælge best practise på tværs af kommunegrænserne. Men det selvvalgte CPR-stop sætter en kæp i hjulet på intentionerne.
I 1968 fik alle danskere personnummeret, der kunne identificere dem entydigt over for myndighederne. Det såkaldte CPR-nummer var enestående, og er det sådan set stadig set i et internationalt perspektiv, hvor det ikke blot er omdrejningspunkt for offentlig forvaltning, men strækker sig langt ud i det private erhvervsliv.
Men strukturreformen demonstrerer, at det er ved at udvikle sig til en klods om benet. Der er brug for en reform af CPR-nummeret, så borgerne får en mere sikker personidentifikation, der integreret kan anvendes som pas, adgangsbillet til sygehuse, i banker og på nettet. Og der er akut behov for en løsning på det problem, hvor et afventende CPR-kontor sidder med nøglen til en moderne digital forvaltning, der i værste fald bliver et fata morgana, et effektivt offentligt samfund, vi kunne have haft, men ikke fik.
Den kommende indenrigsminister bør efter sin tiltrædelse med det samme nedsætte en CPR-task force spækket med kompetence og autoritet, der kan flytte de ti cifre ind i det 21. århundrede. Ellers er det de kommunale it-skandaler, som bliver mediernes tophistorier om to år.
