Udvikling i den virkelige verden

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. februar 2005.


De it-studerende gør sig selv en bjørnetjenste, hvis de ignorerer al software, der står Microsoft på.

Mens de studerende slås med software til Unix og Linux-operativsystemer, kører den virkelige verden af sted med systemerne fra Microsoft. Selvom Unix-verdenen tilbyder en fremragende udviklingsplatform, gør man som datalogistuderende sig selv en bjørnetjeneste ved at ignorere al software, der står Microsoft på.
Sådan står der i de datalogistuderende ved Aarhus Universitets blad, Daimi.
En professor ved Aarhus Universitet bad Microsoft fortælle de datalogistuderende, hvordan de kommer i gang med .Net for at øge deres jobchancer efter studiet.

Det ville Microsoft selvsagt gerne, og det blev Niels Hilmar Madsen fra Microsofts Developer and Platform Strategy. Niels Hilmar Madsen er uddannet civilingeniør, en ivrig kodekarl og tidligere journalist på Computerworld. Han forlod sin stilling her - ikke for at blive ansat hos Microsoft - men fordi han med it-nørdens sande entusiasme bare måtte arbejde med .Net.
- Jeg havde en wauw-oplevelse med .Net. Pludselig sad jeg og kodede applikationer til telefoner og PDA'er. Som rigtig nørd var der ingen vej uden om, fortæller han.
Hos Microsoft, hvor han uværgerligt endte med at blive ansat, har han efterfølgende stået for dele af undervisningen af de kommende .Net'ere.
- På .Net-platformen kan man vælge mellem mange programmeringssprog og udvikle forskellige typer applikationer. Fælles for både programmeringssprog og applikationstyper er et omfattende klassebibliotek, og et underliggende framework, der sørger for oversættelse og afvikling af den kode, man har skrevet, siger Niels Hilmar Madsen.
Et af de mest populære .Net-sprog er C#. Man kan også vælge at kode i C++, J#, Perl, Beta eller Visual Basic, der nu er blevet 100 procent objektorienteret. Ifølge Niels Hilmar Madsen er det faktisk ligegyldigt, hvad man vælger, bare man vælger.