Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. februar 2005.


Smzzzzzzzz-zzz!
En ond drøm af en mobilregning skabt af ens egne mareridt kan man sagtens komme sovende til. Det er der i hvert fald ét eksempel på.
Paradokset hedder Richard Griffiths - en ung brite, som til sin gru har opdaget, at han sms'er flittigt i søvne.
Den 23-årige Richard sendte den første søvn-sms til sin mor en nat for cirka halvandet år siden. Men det var kun begyndelsen, skriver Ananova. Venner og bekendte har siden modtaget mere eller mindre kryptiske beskeder, herunder sms-baserede "nødråb" om hjælp til at slippe ud af kløerne på uhyggelige bøhmænd, som har forfulgt stakkels Richard i hans natlige mareridt.
Richard Griffiths erkender, at han i vågen tilstand sender usædvanligt mange sms'er, og en søvnekspert, professor Chris Idzikowski, finder det derfor ikke usandsynligt, at hans underbevidsthed derfor kan fortsætte denne "adfærd" i søvne.

Billedtekst:
For moderne tiders søvngængere, søvn-sms'erne, er det morgenstund med guld i mund ... og masser af beskeder i "sendt"-bakken. Modelfoto

Ingen lavere?
Vi er tilsyneladende ved at nærme os et virkeligt interessant højde- ... eller rettere lavpunkt ... i den fortsatte saga om omvandrende krops-annoncering mod betaling.
Såvidt vides var den oprindelige initiativtager en fyr fra Nebraska, som på eBay fik tæt på 170.000 kroner for en måneds "spalteplads" i sin egen pande. I sidste uge - og stadig på eBay - var der så rift om tilsvarende attraktiv annonceplads(er) en etage længere mod syd på et sæt kvindelige attributter.
I denne uge er det atter kvinder, der præger plakatsøjle-udbuddet. I flæng byder de sig til med potentiel reklameplads i panorama-format på deres gravide maver. Højeste bud på en "billboard-belly" (billedet) var først på ugen 1.575 dollars.
Tjaaa, så er det blot, at man ikke kan lade være med at stille det klassiske spørgsmål: Hvad mon det næste bliver?

Computerstøttet cølibat
En rumænsk munks spartanske livsførelse stoppede åbenbart ved moderne teknologi, for under kutten gemte der sig en nørd af dimensioner. Det kom frem, da munken kontaktede politiet for at rapportere for over 30.000 kroner computergrej stjålet fra sin ydmyge bolig: En hule i ødemarken. Rumænsk politi efterforsker nu sagen og har allerede en gruppe mistænkte i kikkerten, skriver Ananova.
Tyvegodset - en spritny HP-bærbar, en tv-tuner, en multifunktionsprinter og en mobiltelefon - brugte munken ifølge eget udsagn til fra sit ensomme refugium at holde sig opdateret med det samfund, han havde meldt sig ud af.

En chat-romantikkende bombe
Dét utroskab - inklusive skeletter - burde nok være blevet stående i chatrummet, når nu ikke Bakr Melhem havde mere humoristisk sans, end tilfældet her viser.
Jordaneren Melhem havde ifølge Ananova i et stykke tid chattet på nettet med en "ugift, muslimsk kvinde med stor interesse for litteratur". Den lyssky affære - Melhem var gift, men det er han ikke mere - udmøntede sig i en aftale mellem de to om at mødes real life.
På det aftalte mødested, en busholdeplads i Zarqa nær Amman, blev det imidlertid til mere drama end romantik, da Melhem fandt umiskendelige ligheder mellem chat-veninden og den ægteviede madamme derhjemme.
"Jeg vil skilles!", råbte den jordanske hanrej de forskriftsmæssige tre gange på arabisk. "Løgner!", skreg den nu forhenværende kone tilbage, hvorefter hun besvimede.

Romertal i rygtesmedjen
Der er hermetisk lukket af for udslip fra Intels insidere, hvad angår forklaring på en håndfuld mystiske nye varemærke-registreringer i USA, Asien og Europa. Chipgiganten Intel nægter over for nyhedsbureauet Reuters at kaste lys over baggrunden for registreringer som "VIIV", "Intel VIIV" og "Intel Inside VIIV" med det resultat, at der nu er ved at gå "Segway" i sagen : Mytedannelser, rygter og skrøner er i fuld gang med at opreklamere noget, ingen har nogen idé om, hvad egentlig er.
Kendere er dog ikke blege for at tænke i romertal. Et bud går på en lettere kreativ omskrivning af "64" (bit) - en teknologi, som er på vej i kommende Intel-chips: Et romertal seks, efterfulgt af et romer-fire, selv om samme budbringer erkender, at 64 reelt skrives LXIV med romertal.
Et andet gætteri går på en af de kommende to-i-én-chips (dual-core), hvor de to V'er, delt af to lodrette streger, kunne stå for en dobbelt-funktionel Pentium 5-chip.
I alle tilfælde er det for længst bevist, at slogans og varemærker har en central plads i Intels markedsføringsstrategi. At en pc har "Intel Inside", er for både småbørn og bedstemødre lige så selvfølgeligt, som at boller bare er fra Kohberg!

Ugens citat:
"Internettet - et sted, hvor mænd er mænd, kvinder er mænd og børn er FBI-agenter". Ukendt




IT-JOB

Teknika - Copenhagen College of Technology Management and Marine Engineering

It-supporter
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere