Genskabt IT Factory er parat til powershopping

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 25. februar 2005.


Investorerne har skudt yderligere 12,5 millioner kroner i selskabet ITF, der med Stein Bagger i spidsen bygger på resterne af det konkursramte IT Factory. Pengene skal bruges til vækst og opkøb.

PÅ BANEN IGEN 
Nye penge fra investorerne skal sikre fortsat vækst i det danske softwarefirma ITF, der bygger på resterne af 2M Invest-selskabet IT Factory, som gik konkurs i sommeren 2003.
ITF har netop fået tilført 12,5 millioner kroner, og de første penge er allerede brugt til at investere i de europæiske rettigheder til distribution af software fra amerikanske Bowstreet.
Bowstreet specialiserer sig i integrationssoftware, og investeringen skal styrke ITF's samarbejde med verdens største it-selskab, IBM.
- Med tilkøbet af distributionsrettighederne vil vi arbejde på at blive en vigtigere samarbejdspartner for IBM. Det skulle forhåbentligt gøre os til en attraktiv udbyder på portal-markedet, siger Stein Bagger, administrerende direktør for ITF.

Indisk datterselskab
De oprindelige aktiviteter i Lotus Notes-huset IT Factory er i dag blot et af tre ben i ITF. Den del er målrettet firmaer, der forsat vil anvende IBM Lotus Notes og Domino eller migrere til IBM's nyere satsning, Workplace.
Oveni satser ITF på produktet CO-EX, som er udviklet i samarbejde med et af de største indiske it-selskaber, Wipro, og er beregnet til at skabe virksomhedsportaler.
Endelig kommer produkterne fra amerikanske Bowstreet, som er et slags tillægsprodukt for virksomheder, der vil skabe portalløsninger koblet op mod forretningssystemer (ERP) fra eksempelvis SAP eller Peoplesoft.
Selve ITF har lidt over 40 ansatte, mens et tilsvarende antal er ansat i et helejet indisk datterselskab. Når partnere og outsourcing-aftaler regnes med, har i gennemsnit 220 mennesker ifølge Stein Bagger haft med ITF's teknologi at gøre i 2004.

Godt resultat i 2004
Det seneste kapitalindskud er kommet fra ITF's to investorer, Agios United og JMI Invest, efter et 2004, hvor selskabet med Stein Baggers ord fik et tilfredsstillende resultat. Egenkapitalen ligger nu i størrelsesordenen 25 millioner kroner.
Dermed er der også penge til opkøb af andre softwarefirmaer, der kunne passe ind i ITF's strategi om at blive totalleverandør på portalmarkedet.
- Opkøb skal ske i teknologibaserede virksomheder, der passer ind i det, vi arbejder med. Det vil sige alt, som passer ind portal-verdenen, der er det primære område - og sekundært Lotus Notes-området, fortæller Stein Bagger.

Billedtekst:
- Med tilkøbet af distributionsrettighederne vil vi arbejde på at blive en vigtigere samarbejdspartner for IBM. Det skulle forhåbentligt gøre os til en attraktiv udbyder på portal-markedet, fortæller Stein Bagger, der er administrerende direktør for ITF.
Foto: Torben Klint