Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 4. marts 2005.
Columbus IT Partner har godkendt et incitamentsprogram, der sikrer koncernchef Vladislav Martynov og endnu en ledende russer milliongevinster på aktieoptioner.
BONUS
Vladislav Martynov, ny koncernchef for Columbus IT Partner, kan til næste år hæve en bonus oven i lønnen på knap syv millioner kroner udregnet efter den øjeblikkelige aktiekurs og forventninger til resultat.
Det faktum og flere andre økonomiske gulerødder står beskrevet i en fondsbørsmeddelelse om Columbus IT Partners nye incitationsprogram, der omfatter dels koncernchef Vladislav Martynov, dels en nyansat vicedirektør, Oleg Panov, der kommer fra en stilling hos Microsoft i Rusland.
Jan Bitterhoff, der er udviklingsdirektør hos Columbus IT Partner, forklarer, at hvert års aktieoptioner kan udnyttes i 14 dage efter offentliggørelsen af regnskabet for det aktuelle år.
Temmeligt usædvanligt
Ifølge Peter Løchte Jørgensen, der er professor i driftsøkonomi ved Institut for Økonomi, Afdeling for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet, er det "temmelig usædvanligt" med aktieoptioner, der er så mange penge værd allerede ved tildeling, og at de optioner, der optjenes senere, allerede har en fastsat indløsningskurs.
- Hvis de allerede kan indløses efter hvert kommende regnskab, kan man måske argumentere for, at det er så som så med incitamenterne, siger han.
Som kursen er i dag, kan Vladislav Martynov hvert halve år i to et halvt år købe 300.000 aktier for 1,8 millioner kroner (kurs seks) og sælge dem for 4,8 millioner kroner (kurs 16) ved offentliggørelsen af det næste regnskab.
I 2005 må den nye koncernchef dog nøjes med optioner på 300.000 aktier for hele året.
Fire procent af EBITDA
Ud over aktieoptionerne modtager koncernchefen Vladislav Martynov fire procent af den del af koncernens EBITDA (resultat før renter, skat og af- og nedskrivninger), der overstiger 20 millioner kroner.
Bitterhoff forventer, at indeværende års EBITDA lander mellem 35 og 40 millioner kroner. Bliver EBITDA-resultatet 40 millioner, giver det Martynov yderligere 800.000 kroner.
Selve formuleringen af incitationsprogrammet henter ikke ros hos Peter Løchte Jørgensen.
- På flere punkter er der tale om en uklar fondsbørsmeddelelse, siger han.
Der er blandt andet uklarhed omkring programmets løbetid, mener Peter Løchte Jørgensen.
Jan Bitterhoff mener på sin side, at pakken er et incitament til at holde forretningen kørende og "gøre det godt løbende".
- I øvrigt mener jeg ikke, at programmet er kortsigtet. Løbetiden på tre år er den samme periode, som den tidligere direktions bonuspakke kørte, siger Jan Bitterhoff.
Boks:
Columbus køber sig til russisk kontrol
Columbus IT Partner har købt en aktiepost på 49 procent i datterselskabet på Cypern, som Columbus dermed ejer 100 procent.
Koncernen har derigennem fået det fulde ejerskab over de russiske aktiviteter. Datterselskabet på Cypern ejer nemlig 100 procent af aktierne i det russiske datterselskab inklusive aktiviteterne i Kasakhstan og Ukraine.
- Med overtagelsen af aktieposten i det russiske datterselskab har vi 100 procents ejerskab over alle de større datterselskaber, siger Jan Bitterhoff, vicedirektør, Columbus IT Partner.
Overtagelsen betyder, at Columbus ejer cirka 80 procent af sin årlige omsætning.
- Vi ejer datterselskaberne i Danmark, USA, Rusland og Frankrig, siger Jan Bitterhoff, der vurderer, at der stadig er en fire-fem datterselskaber, som Columbus kun ejer delvist.
Udviklingen i det russiske datterselskab er gået fra en omsætning i 2001 på 36 millioner kroner til 65 millioner i 2004. I den samme periode er antallet af medarbejdere steget fra 118 til 168.
kk