Gennembrud for Kapow

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. april 2005.


Web-integrationsfirmaet Kapow har indgået OEM-aftale med BEA Systems i Japan. Det sker samtidig med, at Kapow åbner kontorer i Sverige, Frankrig og Storbritannien. Salgsdirektør Jonas Almstrup kalder det for et afgørende gennembrud.

GLOBALT Den japanske afdeling af BEA Systems har netop indgået en omfattende OEM-aftale med danske Kapow Technologies. Aftalen betyder, at BEA Japan vil tilbyde sine kunder web-integration ved hjælp af Kapows RoboSuite.
- På mange måder er aftalen betydeligt bedre, end hvis vi selv skulle gå ind på det japanske marked. BEA Japan fungerer meget selvstændigt, og spillereglerne i Japan, der er verdens næststørste softwaremarked, er afgørende anderledes, og derfor er denne aftale meget vigtig, siger salgsdirektør for EMEA og Asien Jonas Almstrup.
Han ser store muligheder for Kapow på det japanske marked:
- BEA har allerede solgt vores løsning til en kunde med stor succes, og de har store forventninger til salget, konstaterer salgsdirektøren.
BEA er selv leverandør af traditionel integrationssoftware, men ifølge Jonas Almstrup har BEA valgt Kapow, fordi Kapow integrerer applikationer og informationer via web front-end grænsefladen, hvilket BEA ikke selv har planer om at udvikle. Kapow har da også en global samarbejdsaftale med BEA, og Jonas Almstrup håber, at succesen fra den japanske aftale vil smitte af på de øvrige markeder, hvor BEA opererer.
Ekspandere internationalt
I første omgang vil BEA Japan anvende RoboSuite i salget af serviceportaler, der ofte skal kunne hente data og applikationslogik fra mange og ofte skræddersyede systemer. BEA Japan sætter ikke mindst deres lid til RoboSuites mulighed for nemt at generere og vedligeholde portal-elementer og webservices, uden det er nødvendigt at ændre i de bagvedliggende systemer.
Kapow har solgt sin integrationsplatform i 40 lande, og den umiddelbare pragmatiske strategi er at vælge at opbygge salgsorganisationer i de centrale lande og markeder, hvor interessen for produktet og potentialet er størst. Hidtil har det været Norden, Tyskland og USA, hvor Kapow allerede har etableret kontor. Men antallet af lokale repræsentationer øges i den kommende tid med etablering af kontorer med salg og support i henholdsvis Sverige, Frankrig, Storbritannien samt Japan med BEA.

Tidoble omsætning
Kapow fik tidligere på året tilført 35 millioner kroner til blandt andet en international ekspansion, og både de nye kontorer og den japanske aftale er ifølge Jonas Almstrup klare signaler om, at Kapow for alvor er ved at bryde igennem.
- Man må sige, at vi nu går ret aggressivt til værks. Uden at vi har lagt faste mål for vores kommende indtjening, så er det meningen, at vi skal tidoble vores omsætning inden for de næste tre-fire år, så det er meget ambitiøst. Men vi vurderer, at vores teknologi er så god, at den kan reducere implementeringstiden af nye websystemer med en faktor otte, og derfor er der alene af den grund et marked for denne type løsning, siger Jonas Almstrup.
Kapow Technologies havde i regnskabsåret 2003/2004 en omsætning på 13 millioner kroner og et negativt resultat på 4,2 millioner kroner. Selskabet har 18 ansatte.

Billedtekst:
- Uden at vi har lagt faste mål for vores kommende indtjening, er det meningen, at vi skal tidoble vores omsætning inden for de næste tre-fire år, så det er meget ambitiøst, siger salgsdirektør for EMEA og Asien i Kapow Jonas Almstrup.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere


Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere