Politiet tager hul på it-modernisering

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. april 2005.


Med ansættelse af 13 nye it-eksperter forbereder politiet moderniseringen af sine forældede it-systemer.

Politiet har hårdt brug for blandt andet en it-arkitekt til at få styr på et virvar af platforme, en chefprojektleder til at forestå anskaffelsen af et nyt sagsstyringssystem, og en controller som tovholder på kontrakterne med de nye leverandører, etaten fremover skal entrere med.
- Rekrutteringen er udtryk for, at vi er begyndt at bruge den ekstra bevilling på 195 millioner, vi har fået i aftalen for 2004-2006. Systemet til elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH) er hjertet i det hele og har højeste prioritet. Vi er i færd med at vurdere løsningerne på de fællesoffentlige rammekontrakter. Derudover er vi i fuld gang med at udarbejde kravspecifikationer til et helt nyt personaleadministrationssystem, siger vicerigspolitichef Peter Carpentier.
Han mener, at med de nyoprettede stillinger er politiet godt rustet til det store digitale forvaltningsprojekt, der venter forude. Politiets it-afdeling er på næsten 90 mand, hvoraf en tredjedel er politifolk.
Oveni de 195 millioner kroner forventer politiet at finde 78 millioner i bevillingerne efter 2006. Broderparten, 153 millioner, går til sagsbehandlingssystemet samt et integrationslag, der kan sammenkoble politiets mange forskellige platforme.
Implementeringen af ESDH til over 10.000 arbejdspladser er en meget stor opgave, som vanskeliggøres af, at antallet af politikredse skal skæres kraftigt ned.
- Der kommer klart et problem med tidsplanen. Spørgsmålet er, om man kan nå at få det nye system implementeret inden kredssammenlægningen. Implementeringen er ikke bare teknisk, men også organisatorisk, så det er en vanskelig opgave, siger Hans Henrik Østergaard, kommitteret i Finansministeriet og medlem af ministeriets følgegruppe for politiet.
50 millioner kroner fra bevillingen går til at udskifte personaleadministrationssystemet PAI, der ifølge en rapport fra Gartner Group er truet af driftsmæssige forstyrrelser eller nedbrud. Årsagen er, at platformen og det tilhørende styresystem ikke supporteres som standard, og antallet af alternative maskiner nærmest er ikke-eksisterende, skriver Gartner.
Baggrunden for problemerne med Polsas-systemet er tilsvarende, at politiet i 1990'erne fik lavet en ikke-standardiseret løsning, der blev udviklet videre på så længe, at den til sidst ikke kunne supporteres af leverandøren.
Folketinget havde i 1996 besluttet, at politiet skulle have et teknologiløft på 116 millioner kroner og etaten fik siden 40 millioner kroner oveni. I 1998 fortalte politiet Computerworld, at Polsas ville gøre det betydeligt nemmere for betjentene at udføre deres arbejde.
Nu står det klart, at Polsas er den største hæmsko for politiet.
Hvad politiets seneste it-strategi angår, har Finansministeriet fået den analyseret af rådgivnings- og analysefirmaet Gartner Group. Heri noterer Gartner blandt andet, at der ikke er gennemført et egentligt teknologi-"review", dvs. analyse af de anvendte teknologiers fremtidssikring og egnethed i forhold til opgaven. Når man undlader det, risikerer man igen at komme i klemme som med det forældede Polsas-system, politiets it-mæssige rygrad, der er baseret på teknologier, der ikke på sigt er anvendelige til den opgave, der ønskes understøttet.
Gartner vurderer også, at politiets forretningsmæssige organisering medfører udfordringer i forhold til at træffe it-beslutninger og gennemføre større it-projekter - herunder entydigt og effektivt at få truffet vigtige beslutninger undervejs i disse projektforløb.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere


Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere