Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 21. april 2005.
Et stigende behov for effektiviseringer i
danske produktionsvirksomheder øger efterspørgslen efter systemer til dataopsamling fra danske Mark Information.
Fremgang
Globalisering og øget konkurrence fra lavtlønslande øger danske produktionsvirksomheders behov for at optimere tidsforbrug og arbejdsprocesser. Det betyder øget efterspørgsel efter systemer til dataopsamling som supplement til virksomhedernes eksisterende ERP-løsninger.
- I sidste halvdel af 2004 har vi oplevet en markant stigning i efterspørgslen efter vores systemer til dataopsamling, og tendensen er fortsat i begyndelsen af 2005, siger administrerende direktør Steffen Meyer, Mark Information Danmark.
Virksomheden tilbyder systemer, der indsamler, bearbejder og synliggør virksomheders ressourceforbrug ved hjælp af dataopsamling i produktionen.
Ud af landet
Systemerne er blevet eftertragtede redskaber i danske produktionsvirksomheder, der den seneste tid har kigget ekstra kritisk på tidsforbrug og produktionsomkostninger.
Også virksomheder, der vælger at flytte produktionen til lavtlønslande, giver øget aktivitet hos Mark Information, der følger udviklingen tæt.
- Vi er parat til at flytte med vores kunder ud af landet og har allerede gjort det til eksempelvis Kina og andre områder med lavere produktionsomkostninger end Danmark, siger Steffen Meyer og fremhæver legetøjsproducenten Kompan som et eksempel på en virksomhed, der har flyttet produktion til Tjekkiet, og som har taget Mark Information med.
- I første omgang klarer vi opgaverne fra Danmark, men det vil på længere sigt være oplagt at finde andre kunder i de nye lande, så vi på et tidspunkt har så mange opgaver i eksempelvis Tjekkiet, at det vil være fornuftigt at åbne en selvstændig afdeling, siger Steffen Meyer.
Den øgede efterspørgsel efter Mark Information-løsninger til dataopsamling og ressourceoptimering var medvirkende til, at overskuddet i det danske salgsselskab Mark Information Danmark voksede fra 0,6 millioner i 2003 til 3,6 millioner kroner i 2004.
Stigende omsætning
Dermed bidrog Mark Information Danmark betydeligt til det positive årsresultat i den danske koncern Mark Information, der kom ud af 2004 med et overskud på 1,4 millioner kroner for de samlede aktiviteter i salgsselskaberne i Danmark, Norge, Sverige og England.
Koncernen øgede i 2004 fokus på salgsaktiviteterne, der blandt andet personalemæssigt blev opprioriteret i forhold til udviklingen og administrationen for at øge indtjeningen.
Den udvikling skal ifølge Steffen Meyer fortsætte i 2005, hvor virksomheden i de første måneder er kommet godt fra start.
Billedtekst:
- Vi er parat til at flytte med vores kunder ud af landet, siger administrerende direktør i Mark Information Steffen Meyer.
Boks:
Årsregnskab
Mark Information A/S
Millioner kroner 2004 2003
Omsætning 48,6 49,0
Resultat af primær drift (EBIT) 3,0 1,1
Resultat før skat 2,7 0,5
Resultat 1,4 0,1
Egenkapital 11,2 10,1
Antal ansatte 60 57