Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 21. april 2005.
Det tidligere Novo Nordisk IT har opsagt 18 af virksomhedens godt 800 ansatte for at ruste virksomheden til fremtiden.
Prikkerunde
NNIT afskediger 18 ansatte på grund af skærpet konkurrence og en utilfredsstillende start på 2005. I årets første kvartal lå omsætningen på knap 200 millioner kroner, hvilket er cirka 20 millioner under det forventede.
- Vi foretager justeringen nu og tror på, at vi dermed har rustet virksomheden til fremtiden. Vi forventer fortsat en vækst på mellem 10 og 15 procent i 2005, siger selskabets administrerende direktør Torben Skriver Frandsen.
Ifølge direktøren er det kravet om bedre overensstemmelse mellem kompetencer, løn og produktionsværdi, der har gjort det nødvendigt med en fyringsrunde. Fyringerne omfatter medarbejdere i flere af virksomhedens afdelinger.
- Vi har på tre år fået brutto 400 mand om bord, og det er ikke alle, der har udviklet sig i takt med, at vi optræder mere og mere på det eksterne marked. Særligt på udviklings- og driftsområdet er der eksempler på, at forholdet mellem løn og kompetencer og den værdi, der skabes, ikke er på plads, siger Torben Frandsen Skriver.
Fokus på kunderne
Fyringerne i NNIT sker ifølge Torben Skriver Frandsen for at minimere det interne forbrug af tid og alle andre omkostninger, der ikke anvendes på en kundeorienteret måde. Af samme årsag er flere interne projekter stoppet.
Afskedigelserne skal ifølge direktøren skabe plads til ansættelse af folk med andre kompetencer end dem, der forlader virksomheden med de fyrede medarbejdere. Det betyder ansættelse af nye medarbejdere på områder, hvor NNIT i den seneste tid har takket nej til nye ordrer. NNIT har senest ansat blandt andet SAP-konsulenter, SAP-programmører og .net-udviklere.
- Normalt plejer vi at klare omstillinger mere løbende med jobrotation og efteruddannelse. Men aktuelt kan vi kun komme et stykke ad vejen på den måde. Derfor har vi beklageligvis måtte afskedige, siger Torben Skriver Frandsen.
De fyrede er fritstillet fra i dag, og Torben Skriver Frandsen oplyser, at NNIT i den kommende tid vil yde dem hjælp med jobsøgning.
Det er cirka tre år siden, at NNIT sidst havde en afskedigelsesrunde. På det tidspunkt blev 12 medarbejdere fyret. NNIT har cirka 800 medarbejdere og havde i 2004 en omsætning på mere end 800 millioner kroner.
Billedtekst:
- Vi har på tre år fået brutto 400 mand ombord, og det er ikke alle, der har udviklet sig i takt med, at vi optræder mere og mere på det eksterne marked, siger administrerende direktør i NNIT, Torben Skriver Frandsen.
Foto: Torben Klint