Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 21. april 2005.
Et presset marked for salg af it-udstyr over internettet gav i 2004 et underskud på 1,4 millioner kroner i danske Pro Components, der driver onlineforhandleren PRC-Data.
Fortsat hård konkurrence på salg af it-udstyr over nettet fra danske konkurrenter og større internationale pc-leverandører førte i 2004 til det første underskud siden 1999 hos danske Pro Components, der står bag onlinebutikken PRC-Data.
Underskuddet på 1,4 millioner kroner skyldes blandt andet, at skærpet konkurrence har medført en væsentlig reduktion af fortjenesten på pc'er.
Ifølge administrerende direktør Torben Hjort Pedersen er der i løbet af 2004 gennemført en række væsentlige ændringer i selskabet for at sikre en fremtidig rentabel drift.
Han ønsker ikke at kommentere virksomhedens økonomi yderligere, men henviser til virksomhedens netop offentliggjorte årsrapport. Her kan man læse, at selskabet i 2004 fysisk har samlet alle aktiviteter for at sikre en rationel drift. Endvidere er der fortaget en række rationaliseringer, der har medført reduktion af medarbejdere og faste omkostninger. Effekten forventes først at slå igennem i 2005, hvor målet er et mere tilfredsstillende resultat.
Erstatning for krænkelse
Ifølge årsrapporten fra Pro Components er der i januar 2005 i Sø- og Handelsretten afsagt dom over en tidligere ansat i selskabet for krænkelse af PRC-navnet. Pro Components har fået tilkendt en erstatning på 100.000 kroner, hvilket imidlertid skønnes kun at dække en lille del af de skader, som krænkelsen af PRC-navnet har påført selskabet i 2004.
I september 2004 blev der nedlagt fogedforbud mod, at PRC-Datas tidligere direktør Gerner Petersen måtte benytte virksomhedsnavne med forbogstaverne PRC. Det skete efter, at den tidligere direktør havde oprettet den konkurrerende webbutik PRC-direct.
Efter fogedforbudet ændrede den tidligere direktør navnet fra PRC-Direct til PC-Direct. Over for Computerworld oplyste han tidligere i 2004, at han ville føre sagen videre i retssystemet.
Boks:
Årsregnskab
Pro Components A/S
Millioner kroner 2004 2003
Bruttofortjeneste 5,1 7,6
Resultat af primær drift (EBIT) -1,9 1,0
Resultat før skat -1,9 0,9
Resultat -1,4 0,6
Egenkapital 1,9 1,3
Antal ansatte 24 23