Fornemmelse for øl

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2005.


De har forladt it-branchen og vil leve af deres bryg. Det trækker dog stadig at fedte rundt med lidt kode, siger drengene bag Ølfabrikken.

Først skabte de i fællesskab deres egen it-virksomhed, Bitfac-tory, og nu har de gjort det igen. 29-årige Martin Larsen og Christian Skovdal Andersen, 31, har indstillet fremstillingen af avancerede Windows-applikationer og startet Ølfabrikken i Martins forældres gamle lade i Tisvildeleje i Nordsjælland.
- Det trækker lidt at fedte rundt med lidt kode, men der skal også være nogen, der vil have det, man laver, fortæller Christian Skovdal Andersen. Han har forladt sit hjemmekøkken med sine gærballoner, og nyder tilværelsen med seks ståltanke og en produktion på omkring 200.000 liter øl om året.
Det er en millioninvestering, men de forventer at kunne komme til at leve af det.
- Det er ufattelig let at sælge. Der er to-tre nye, der vil købe vores øl hver dag, siger Christian Skovdal Andersen.

Ølfabrikken har 42 forhandlere på venteliste, og der kommer cirka 30 kasser og 15 fustager ud af hvert bryg. De brygger fire forskellige ale-typer og har netop ansat en hobbybrygger, som nu skal lære at bruge udstyret.
- Han er faktisk journalist, så han har en god fornemmelse for øl, siger Martin Larsen.

Billedtekst:
Ølfabrikken - Vi skal leve af at brygge øl, siger Ølfabrikkens ophavsmænd, de tidligere it-folk (fra venstre) Martin Larsen, Christian Skovdal Andersen og deres nye medarbejder, Kristian Keller.