Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2005.


Verden ifølge Google
En af de lune læsere af de lige så lune online-nyheder på britiske The Register mener, at selveste George W. Bush endnu engang har gjort kort proces udi det udenrigspolitiske efter et helt uskyldigt opslag på den geografiske søgefunktion
maps.google.co.uk.
Som udgangspunkt blev læseren præsenteret for et fuldt ud acceptabelt oversigtskort over det sydlige England. "Zoom out"-funktionen var også fint i stand til at åbenbare det ganske Storbritannien, men så gik det galt! Intet over, intet under, intet til højre, intet til venstre - kun vand, vand og atter vand!
Og dog. For ved at bladre tilstrækkeligt langt til venstre med den kraftigste zoom blev han beriget med en moderne Columbus-oplevelse - det amerikanske fastland!
På The Register jubler de nu også over den snilde løsning på opretholdelse af
USA's nationalsikkerhed: Markér alle slyngelstater samt andre besværlige/overflødige geografier, tryk "delete" og - vupti!
Nå ja, for gammelt venskabs skyld har Storbritannien så som eneste globale klat også fået lov til at overleve Googles dommedag.

Billedtekst:
væk Og nej, det hjælper ikke at "scrolle" hverken til højre, venstre op eller ned. Alt andet end Guds Eget Land, og Blairs, er forsvundet i det store, blå hav på http://maps.google.co.uk.

Det lange løb i skudlinien
"Det har intet med sport at gøre at sidde i pyjamas ved sin computer og plaffe levende dyr ihjel!", siger ophavskvinden til et lovforslag, som er under behandling i delstaten Californien, Debra Bowen, til nyhedsbureauet Reuters.
Loven forbyder lokalbefolkningen at muntre sig med hjemmesider som www.live-shot.com, hvor magelige jægere kan sidde hjemme i stuevarmen og via nettet skyde antiloper, får og vildsvin på en ranch i Texas.
Debra Bowen ser "sporten" som en usmagelig form for computerspil, som skal kunne straffes med op til et halvt års fængsel plus bøde. Angiveligt er også andre amerikanske stater på vej med lignende forbud.
Indgrebet vækker dog ikke kun sympati. En ivrig fjern-jæger fra Indiana, Dale Hagberg, afviser, at net-jagt kun er for de dovne: Han sidder lænket til en kørestol, da han er lam fra halsen og ned, og vurderer, at det først og fremmest er skæbner som ham, der har gavn af "servicen".

Nak Den Røde Baron
Tegneren Charles M. Schulz døde for mere end fem år siden, men hans berømte tegneserie "Radiserne" lever i bedste velgående - blandt andet til hygge for læserne af over 2.400 aviser verden over. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Så sprællevende er universet omkring Søren Brun, Trine, Nuser og den store græskarmand, at det også snart vil kunne tælles i pixels.
Computerspilproducenten Namco Hometek har for en ukendt formue erhvervet alle spilrettigheder til og med 2009 til Radiserne - "Peanuts", som serien hedder på originalsproget - fra licensforvalteren United Media og planlægger at producere Radise-spil til alle nuværende og kommende spil-platforme.
Charles M. Schulz får selvsagt ikke den fornøjelse at spille en kampklædt Nuser på sit flyvende hundehus ud mod Den Røde Baron, og pengene kan han formentlig godt være foruden: Ifølge magasinet Forbes er tegneren verdens næst rigeste blandt alle afdøde underholdningspersonligheder, kun overgået af selveste King of Rock'n'Roll, Elvis Presley.

Eventyrlystne ude af spillet

Når unge mennesker melder sig til session i det strenge israelske militær, bliver de testet, målt og vejet - og ofte fundet for lette til tjeneste i "følsomme" positioner, hvor kravet til sikkerhed er i top.
Et af de nærgående spørgsmål, som det er rigtigt, rigtigt dumt at svare et nok så uskyldigt ja til, er, om man dyrker det eventyrlige rollespil Dungeons & Dragons (billedet). For ifølge de israelske forsvarsstyrkers rekrutteringsledelse er D&D-entusiaster "virkelighedsfjerne og letpåvirkelige". Afsløres de under sessionen i deres "last", bliver de sendt direkte videre til en uddybende test hos en psykolog, og her bliver over halvdelen diskvalificeret til tjeneste i funktioner med særlige sikkerhedskrav.
Onde tunger kunne forledes til at tænke, at det særegne optagelseskriterium er en maskeret metode til at holde et af verdens mest paranoide hærvæsner renset for "indvandring", idet de mest inkarnerede israelske D&D-spillere menes at være russiske jøder fra det tidligere Sovjetunionen.

Ugens citat
"De kopierer os skamløst. Det pudsige er bare, at
Tiger er her og nu, mens der endnu er to år til Longhorn. De kan ikke engang kopiere i et fornuftigt tempo".
Steve Jobs på Apples årlige generalforsamling
om styresystem-dysten med ærkerivalen Microsoft.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere