Mangel på ingeniører i 2020

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2005.


En fremskrivning fra Videnskabsministeriet viser, at Danmark vil mangle 7.000 ingeniører om 15 år. En handlingsplan skal ændre billedet.

Der vil være store mangel på ingeniører inden for de næste 15 år.
Det frygter i hvert fald videnskabsminister Helge Sander (V) på baggrund af en rapport, Videnskabministeriet har foretaget, hvor en fremskrivning af udviklingen inden for ingeniørfaget viser, at Danmark i 2002 risikerer at mangle cirka 7.000 ingeniører.
I virksomhedernes udviklingsafdelinger er ingeniørerne den dominerende faggruppe, så de har en væsentlig indflydelse på en af landets helt store udfordringer: At sørge for at ny viden og teknologi og nye ideer bliver til en god forretning, lyder meldingen fra ministeriet.
I en fælles handlingsplan, "Flere og bedre ingeniører", der er udarbejdet af IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, Undervisningsministeriet, Dansk IT og Videnskabsministeriet, præsenteres en række anbefalinger til hvordan den udvikling skal vendes.
Først og fremmest skal der foretages en international evaluering af Danmarks samlede felt af ingeniøruddannelser. Dernæst skal civil- og diplomingeniøruddannelserne på universiteter og ingeniørhøjskoler kigges efter i sømmene mindst hver femte år. Og de virksomheder, der skal ansætte ingeniørerne, når de er færdige med studiet, skal være med til den bedømmelse. Handlingsplanen anbefaler, at der etableres et Advisory Board for hver uddannelse, og at de ti ingeniør-uddannelsesinstitutioner begynder at samarbejde mere med institutioner som Risø, Learning Lab og Teknologisk Institut.
Og så skal der skabes elitemiljøer inden for ingeniørområdet på universiteterne.
- Vi skal sikre samarbejde, udvikling og kvalitetssikring på de danske ingeniøruddannelser, siger videnskabsminister Helge Sander, som hæfter sig ved, at mange ingeniørstuderende i dag falder fra, før de har taget eksamen.
- Der er i dag en række områder, der har problemer med at rekruttere ingeniører med de rigtige kompetencer. Derfor håber jeg, at uddannelsesinstitutionerne sammen med ministerierne, IDA og DI vil være med til at styrke ingeniøruddannelserne. Især den praksisorienterede diplomingeniøruddannelse er helt afgørende for dansk erhvervsliv, siger direktør Ole Krog, Dansk Industri.
For at få flere unge til at søge ingeniørvejen skal det gængse billede af ingeniører og naturvidenskab opdateres bredt, hedder det i rapportens anbefalinger.

Billedtekst:
Spændende - At være ingeniør giver mulighed for en spændende, international karriere i både danske og internationale virksomheder. Vi skal give de unge forståelse for de centrale job- og udviklingsmuligheder, siger undervisningsminister Bertel Haarder.