Fejl og fejl er mange ting

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2005.


Der er fejl, der er for små til at nævne - og så er der de udvidede.

Der er fejl, og så er der fejl.
En ganske almindelig fejl er sådan noget som i et uopmærksomt øjeblik at bukke bilens bagende rundt om en betonpille på parkeringspladsen foran Netto en lørdag formiddag. Det kan ske for alle, selv for mænd, og det er helt normalt.
Og det sker for nogen hele tiden, og desuden kan det repareres, så man ikke kan se det. Det er næsten for bagatelagtigt til overhovedet at blive betegnet som en fejl. Småting af den type bør dog i øvrigt helst klares i diskretion sammen med pladesmeden og forsikringsselskabet.
En udvidet fejl er at køre hjem og fortælle det til konen bagefter, og dermed overlade hende et helt livs håneret. Og så taler vi ikke mere om det.
Det fremgår ikke af dialogboksen, hvad præcis det var, Mads Jacobsen, som har sendt os den øverste meddelelse, der bevidner, at det faktisk er muligt at lave udvidede fejl, fik stukket fingrene i. Det er muligvis en fejl.
- Almindelige fejl kan jeg klare, men de udvidede - der melder jeg pas, skriver han.
Anderledes konkret går TV2 Sputnik til sagen. Her blev Helle Nielsen oplyst om det nøjagtige antal af fejl på den hjemmeside, hun forsøgte at komme ind på. Nemlig 200.
Her er ganske vist ikke tale om 200 udvidede fejl, men antallet synes lidt voldsomt. Selvom det muligvis blot er småfejl.

Billedtekst:
Overvældende Sputnik er TV2's bredbåndsfilmkanal. Helle Nielsen kan leve med et par fejl - men 200 er i overkanten.

Billedtekst:
Hvad nu? Mads Jacobsen forsøgte at kommunikere med sit netværksdrev, der til gengæld dømte ham ude med denne udvidede fejlmeddelelse.