Nordea tynges af gammel landespecifik software

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. maj 2005.


Den nordiske storbank sparer ved at samle driften i Stockholm. Konkurrencemæssigt hæmmes Nordea dog af manglen på fælles nordisk softwareplatform, siger bankanalytiker.

Nordea er så småt i gang med at hente besparelser på it-driften ved at samle den i Stockholm, men på softwarefronten kniber det. De mange landespecifikke banksystemer, som Nordea fortsat holder i luften, koster både på bundlinien og risikomæssigt. Sådan lyder vurderingen fra bankanalytiker Jesper Brydensholt fra Enskilda Security.
Mens Danske Bank konsekvent lægger alle opkøbte banker over på én softwareplatform, har Nordea foreløbig blot valgt at køre videre i årevis på de gamle systemer. Hvornår der vil ske en strømlining, vil den nordiske storbank stadig ikke udtale sig om.
- Men det vil ske, siger informationschef Claus Christensen, Nordea.

Bankanalytiker Jesper Brydensholt er ikke i tvivl om, at de mange gamle it-systemer afspejles i omkostningsniveauet. Konkrete tal, der kan bruges til sammenligning, har Jesper Brydensholt dog ikke, idet it-omkostninger ikke opgøres ens på tværs af banksektoren.
- Umiddelbart virker det dog, som om Danske Bank ligger på en ret lav it-omkostningsdel, siger Jesper Brydensholt.
Han peger imidlertid på, at Nordeas mange forskellige systemer også gør det vanskeligere for banken at få centraliseret økonomi og finans.
Desuden kan det blive sværere for banken at overskue risikobilledet ved handel med værdipapirer og valuta, når det sker på så mange adskilte platforme.
- Udviklingsmæssigt er det nok også lettere for for eksempel Danske Bank at få et godt nyt produkt, udviklet til ét land, skubbet ud over landegrænserne, siger Jesper Brydensholt.

Danske Bank har sagt, at enhver ny opkøbt bank kan integreres på et års tid it-mæssigt, såfremt der i forvejen er en integreret bank i det pågældende land, så de regulatoriske forhold er på plads i it-systemerne.
- Danske Bank kan købe sig til vækst med større synergier end andre. De har efterhånden en god track record med integration, og de kan derfor gøre det hurtigere og mere driftssikkert end andre, og det skræmmer de konkurrerende banker, siger Jesper Brydensholt.
Danske Bank har tidligere udtalt, at den seneste integration - af BG Bank - gav en besparelse på en milliard kroner ud af et samlet it-budget på 3,8 milliarder kroner. Hvorvidt tallet fortsat holder, har det ikke været muligt at få oplyst, da bankens it-mæssige topledelse er på vej til Irland, hvor der er to nyopkøbte banker, der skal integreres.
Integrationens akilleshæl - sårbarheden - har Danske Bank dog også givet indtil flere beviser på, blandt andet via to store, længerevarende nedbrud. Den risiko nævnte Nordeas topledelse på et tidligere tidspunkt som begrundelsen for, at det trak ud med softwareintegrationen.

Boks:
Automater og netbank lukkes
Efter mere end et års forberedelser trækker Nordea i weekenden stikket helt ud på alle selskabets it-systemer i Danmark, så både pengeautomater og netbank går i sort. Det sker, for at bankkoncernen kan flytte driften af de danske it-systemer til Stockholm, hvor Nordea samler alle landes drift. Banken forventer, at pengeautomater og netbank er tilbage i drift søndag eftermiddag.
Flytningen sker i samarbejde med hovedleverandøren IBM, som Nordea har oprettet det nye driftsselskab med. De norske it-systemer blev flyttet til Stockholm sidste år. De svenske og finske it-systemer flyttes senere.
- Målet er at hæve sikkerheden, få større effektivitet og spare nogle penge, siger Claus Christensen, informationschef i Nordea.
Flytningen af de danske it-systemer kommer ikke umiddelbart til at berøre de cirka 30 Nordea-ansatte, der i dag er beskæftiget med at passe bankens systemer. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle af dem vil få andre arbejdsopgaver, oplyser Claus Christensen. dje




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cyber Briefing

Computerworld giver dig hver måned 30 minutter med de nyeste cybertrusler, konkrete angreb og brugbare råd. Få indsigt i AI og sikkerhed, compliance, risikovurdering og forsvarsstrategier. Tilmeld dig næste Cyber Briefing nu.

14. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere






White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis