Betaversion af Windows Vista indeholder Indigo

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. juli 2005.


Microsofts kommende operativsystem har skiftet navn fra Longhorn til Microsoft Vista.

Den netop frigivne betaversion af Microsoft Windows Vista indeholder godt nyt for udviklere. Betaversionen af operativsystemet, der før gik under navnet Longhorn, men nu hedder Windows Vista, er primært rettet mod teknikere og udviklere.
Udviklere kan se frem til at se en næsten færdig version af Indigo, der bliver fundamentet for udvikling af webservices i Windows Vista.
Ari Bixhorn, chef for webservices strategien i Microsofts platformstrategigruppe, sagde i midten af denne måned, at den kommende betaversionsudgave af Indigo vil være meget tæt på den endelige udgave i den færdige version af Windows Vista. Derved får udviklere allerede i næste uge mulighed for at bygge de første applikationer, der udnytter Indigo-programmeringsmodellen.
Ifølge Michael Cherry fra analysefirmaet Directions on Microsoft kan udviklere ved hjælp af Indigo reducere udviklingsopgaver fra tusinder af liniers kode til blot et par enkelte linier. Det er muligt, fordi Indigo sørger for at håndtere en række egenskaber ved webservices. Eksempelvis vil meget af implementeringen af sikkerhed og pålidelighed blive flyttet væk fra udviklerne og ned i Indigo.
Ifølge Microsoft vil betaversionen af Windows Vista ikke indeholde al den nye funktionalitet, som den færdige Windows Vista vil have. En ny desktop-søgemaskine der kan hjælpe brugeren med at finde information i dokumenter, mail og præsentationer vil dog være inkluderet i betaversionen, mens meget af den forbedrede grafiske brugergrænseflade først vil komme i en senere version.

Boks:
Indigo
Messaging-interface, der giver et ensartet API til bagvedliggende systemer. Indigo kan tale med webservices, MQ og adaptere mod CICS. For udvikleren er det samme API, der skal anvendes. Indigo håndterer en masse af det underliggende kodearbejde. Eksempelvis bliver der automatisk genereret en stor del af koden, der er nødvendig for hele webservices-stakken.