Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 5. august 2005.
SP&P Unlimited og Netpartner har aftalt et strategisk samarbejde, der skal sikre væksten fremover.
BRYLLUP De to konsulenthuse SP&P Unlimited og Netpartner er gået ind i et strategisk samarbejde, der i realiteten fungerer som en fusion. Al administration, fakturering og indkøb er lagt hos Netpartner, mens SP&P vil fortsætte som selvstændigt selskab med stifterne, Steffen og Susanne Pedersen, ved roret og i maskinrummet.
- Vi har længe overvejet, hvordan vi skulle komme videre efter den enorme vækst, vi har haft de første to år. Ingen af os havde lyst til at opbygge en stor konsulentstab, for så ville det hele ende i ren administration, og det er ikke det, vi har lyst til, siger Steffen Pedersen.
I stedet skal Netpartner fremover stå for væksten og salget, mens Steffen og Susanne Pedersen fortsat vil pleje og opdyrke kunder fra basen i Sorø.
Steffen Pedersen oplyser, at han har besøgt flere virksomheder, og i Netpartner fandt det, han ledte efter.
- Det er en virksomhed, der minder lidt om vores i størrelse, bortset fra, at den har fem gange så mange ansatte. Den har alle de konsulenter, som vi har været i byen for at købe, og med det nuværende samarbejde er vi i stand til at hjælpe vores kunder in house frem for at skulle gå i byen og købe konsulenter, siger SP&P-direktøren.
Perfekt kemi
Også i Netpartner har man været glad for besøget af SP&P-folkene.
- Vi har mulighed for at høste nogle synergieffekter, og så har vi en kemi, der passer utrolig godt sammen. Det er ikke hver dag, man møder nogen, hvor det bare svinger, men det gjorde det her, siger administrerende direktør i Netpartner Marius Jeppesen.
SP&P har først og fremmest skabt sin vækst på baggrund af stort salg af hardware og software til blandt andet den lokale offentlige sektor, men har savnet at kunne tilbyde konsulentydelser inden for blandt andet ERP-systemer.
- Med denne løsning synes jeg, vi har opnået det bedste. Susanne og jeg får mulighed for at komme hjem fra arbejde, mens det endnu er lyst, og virksomheden kommer til at vokse, som vi hele tiden har planlagt. Vores mål er en omsætning på over 100 millioner kroner det første år, siger Steffen Pedersen.
Ingen penge
Begge parter afviser, at der har været penge involveret i samarbejdsaftalen.
- Det er en strategisk alliance, hvor vi så at sige overtager alt det kedelige, og Steffen og Susanne kan fortsætte med det, de er bedst til; nemlig at sælge og skabe nye kontakter. Det er en win-win-situation for begge parter, siger Marius Jeppesen.
t.simonsen@cw.dk
Billedtekst:
- Vi har længe overvejet, hvordan vi skulle komme videre efter den enorme vækst, vi har haft de første to år. Og ingen af os havde lyst til at opbygge en stor konsulentstab, for så ville det hele ende i ren administration, siger Steffen Pedersen. Foto: Torben Klint