Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. august 2005.
Budgetredegørelsen 2005 er ene og alene helliget temaet offentlig produktivitet - og ikke mindst hvordan, den kan bringes i vejret.
Regeringen har med Budgetredegørelsen 2005 for alvor blæst til kamp mod ineffektivitet, dobbeltarbejde, decentral selvbestemmelse - og alle andre tænkelige former for mulige kilder til ressourcespild i den offentlige sektor.
At samtlige 300 sider i budgetredegørelsen - der som pdf-fil kan tvinge mangen en printer i knæ - er helliget produktiviteten i den offentlige sektor, er egentlig ikke en stor overraskelse.
Regeringen har jo med sit store moderniseringsprogram i årevis kredset i koncentriske cirkler om smørklatten i den varme grød. Med en bred vifte af midler er politikerne nu kommet så tæt på, at målet kan angribes.
Den årlige beskæring af budgetterne med to procent, resultatkontrakter, målstyring, digitalisering, obligatoriske effektiviseringsstrategier, udlicitering og forsøgene på at skabe øget konkurrence og senest budget- og regnskabsreformen. Alt sammen er det elementer i masterplanen om at forøge produktiviteten og kvaliteten i den offentlige sektor uden at hæve skatter og afgifter.
En del af budgetredegørelsen er helliget argumenterne om nødvendigheden af at øge den offentlige produktivitet, blandt andet på grund af demografiske forhold. Fakta er, at der i 2040 forventes at være 70 procent flere danskere over 65 år pr. dansker i den erhvervsaktive alder end i dag.
Samtidig skal der også være hænder nok til at passe alle os gamle, for nu at sige det lige ud. Tak. Vi vil sætte pris på, at netop dette ikke kommer til at foregå alt for "effektivt".
Øget effektivitet vil derfor til gengæld blive nødvendig i samfundets administration og i megen anden borgerservice, hvis arbejdstiden ikke skal sættes op. Erhvervsfrekvensen kan Danmark næppe hæve mere end marginalt - den er i forvejen en af de højeste i verden. Ligeså er skattetrykket.
Så der er kun en vej frem, mener regeringen, og det er at øge den offentlige produktivitet med to procent årligt. Set i lyset af en produktivitetsstigning i den private sektor på 2,4 procent om året i perioden 1990-2003 lyder det ikke urealistisk. Første forudsætning overhovedet er dog at kunne måle den offentlige produktivitet, for det har der ingen tradition været for.
Den tradition skabes nu - ikke mindst ved hjælp af målstyring og budget- og regnskabsreformen, der for eksempel gør det muligt at fastslå, hvad det koster at producere de mangeartede ydelser, den offentlige sektor leverer. Og dernæst at fastlægge budgetterne derefter.
Boks:
svært at måle offentlig produktivitet
Traditionelt har man set på input, når den offentlige produktion skulle måles. Budgettal og årsværk siger dog ikke meget om produktivitet og kvalitet.
Aktivitetsmåling afspejler hvad og hvor meget, der laves. Alene siger aktivitetsindikatorer dog ikke meget om produktivitet eller kvalitet. Hvis en bedre medicinsk behandling for eksempel erstatter en tvivlsom operationstype, vil det registreres som et fald i aktiviteterne, selv om flere patienter er blevet helbredt og har fået bedre livskvalitet.
Output måles for eksempel som den mængde behandling, den enkelte patient på et hospital modtager. Output kan dog være svær at måle, for eksempel i forsvaret.
Slutresultatet på bundlinien, outcome, er ofte det egentlige formål med den offentlige sektors serviceydelser. Bundlinien er dog ofte påvirket af meget andet end den offentlige sektors indsats, for eksempel af befolkningens sammensætning og vaner.
Kilde: Eurostat og Budgetredegørelsen 2005
