Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. september 2005.


Vidste du ...
... at Nintendos i alt 26 forskellige spil med den lille Mario-figur i hovedrollen ifølge Guinness World Records siden 1983 er solgt i 152 millioner eksemplarer?

Teknik alene gør det ikke ...
... for det kunstneriske indtryk har en mindst ligeså fremtrædende plads, når de årlige verdensmesterskaber i mobilkast afvikles i de millioner af mobiltelefoners og tusind søers eget land, Finland.
Mesterskabet, som i år fandt sted sidst i august, bød først og fremmest på en ny verdensrekord på hele 95 meter, sat af den 23-årige finne Mikko Lampi bevæbnet med en særdeles aerodynamisk Siemens af ældre årgang. Desuden blev de cirka 3.000 tilskuere præsenteret for sjældent spektakulær kreativitet i holdkonkurrencen som det tyske Team Bielefeld (billedet) - i kombineret hyldest-outfit til dels det badeglade værtsland, dels hjemlandets nyvalgte kirkelige overhoved Benedikt - vandt med pavelig stolthed.
Det var sjette gang, de årlige Mobile Phone Throwing World Championships blev afviklet. Ideen fik ophavskvinden, Christina Lund, i sin tid, da hun tabte sin egen mobiltelefon ned i en af de legendariske søer, som ifølge hendes forsikringsselskab udgør gravpladser for tusindvis af druknede mobiler. Forargelsen over miljøsvineriet fik hende til at udtænke dette koncept for "et liv efter døden" til de skrottede mobiler.
Til trods for de fristende perspektiver i helt legalt at få lov til at kyle rundt med en defekt mobil (hvem har ikke fra tid til anden haft lyst til dét?), er VM i mobilkast fortsat et europæisk fæmomen, selv om enkelte australiere og canadiere i år havde vovet sig på banen blandt de cirka 90 konkurrencekastere.

Med eller uden frokostpause?
Skulle vor læser have fået det indtryk, at Oracles øverstbefalende, Larry Ellison (billedet), pjatter hovedparten af sin tid bort i høj sø eller luft, kan vi hilse fra hans bestyrelse og sige, at det er fuuuldstændigt ... forkert!
Faktisk har Ellisons arbejdsindsats ved selskabets rorpind i det nyligt afsluttede regnskabsår været så overbevisende, at han af samme bestyrelse er blevet belønnet med en årsgage på 452 millioner kroner! Dog med det hele - altså bonusser, optioner og lignende fryns.
Skræller man Ellisons samlede lønindkomst for alt "udenoms", afsløres en basisløn et godt stykke over mindstelønnen på seks millioner kroner - en stigning på 44 procent i forhold til året før.
Plusserne i karakterbogen har Larry Ellison navnlig scoret ved et godt benarbejde på regnskabets bundlinje samt ved sin shopping-glæde. Nævneværdigt er især opkøbet af PeopleSoft, hvorved Ellison fik udraderet en møgirriterende konkurrent og neutraliseret magtbalancen i forhold til en anden ditto af tysk herkomst, fremgår det af det indrapporterede skudsmål fra bestyrelsen til den amerikanske børskommission.

Tom og Jerry ... øøh, Larry
I anledning af ugens aktuelle apropos til Oracle-Ellisons opkøbsiver vurderer nyhedstjenesten Cnet, at der på forhånd står skrevet "skilsmisse" i skæbnen for det kommende ægteskab mellem Oracle og Siebel. Det gælder i hvert fald for de to selskabers respektive kransekagefigurer, om hvem her følger lidt facts:
• 61-årige Larry Ellison er vokset op i en arbejderfamilie i det sydlige Chicago, mens den 10 år yngre Tom Siebel levede sin barndom bag en noget grønnere hæk i en forstad til samme storby.
• Ellison droppede ud midtvejs i sit college-studium og har aldrig kunnet prale af nogen guldrandet uddannelse. Siebel gennemførte ikke blot college, men også en militæruddannelse og har siden taget en MBA.
• Lige så gerne Ellison praktiserer høj cigarføring i medierne, ligeså nødigt udstiller Siebel så meget som en flig af sit privatliv.
• Ellison var blandt Bill Clintons mest højlydte tilhængere, mens Siebels rundhåndede opbakning for Republikanerne er en offentlig hemmelighed.
• Og sidst, men ikke mindst: En edderspændt rasende Tom Siebel forlod engang i 1980'erne en mangeårig topkarriere i Oracle, angiveligt efter et skænderi med Larry Ellison om, det kunne betale sig at udvikle software til automatisering af callcentre (... og stiftede i 1993 "anti-Oracle"-foretagendet Siebel).
Én ting har d'herrer personligheder dog til fælles, skriver Cnet: Et flycertifikat! Så hvad enten de vælger at flyve en fremtid i møde sammen - eller i totterne på hinanden, er papirerne da i det mindste orden!
Billedtekst:
Rooolig nu! Man trækkes jo også med visse husholdningsudgifter til en håndfuld spredte matrikler og et betragtelig antal jord-, vand- og luftbårne fartøjer!
Arkivfoto: Torben Klint

Ugens citat:
"Hvad skal du så lave resten af dagen? Tilbyde Richard Stallman og Linus Torvalds job? Eller kaster du dig over noget nemmere, som for eksempel at overtale pave Benedikt til at arrangere et satanist-orgie?"
Eric Raymond, medstifter af Open Source Initiative-gruppen og indædt Microsoft-kritiker (i et lettere sarkastisk
e-mail-afslag til en headhunter, der forsøgte at lokke ham
til et job i Microsoft)




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere