Kun 23 flere på it-uddannelser

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. september 2005.


Helge Sander (V) glæder sig over stigning i optag på videregående it-uddannelse. Prosas formand kalder ham en selvtilfreds minister, som ikke vil se i øjnene,
at der er problemer.

Den endelige opgørelse fra Den Koordinerede Tilmelding, KOT, som administrerer optaget på de videregående uddannelser, viser, at det går lidt frem for antallet af studerende på de videregående it-uddannelser.
Der er i år kun 23 personer flere end sidste år, der er klar til at læse et it-relateret fag. Optaget er 1.786 studerende.
Sidste år var tallet 1.763, viser de samlede tal for optaget på blandt andet datalogistudierne, it-ingeniøruddannelserne, IT-Universitetet og IT-Vest.
- Vi får brug for langt flere kandidater med en lang, videregående it-uddannelse i fremtiden. Derfor er det glædeligt, at tallet stiger, om end det kun er en smule. Vi skulle meget gerne have hævet stigningstakten næste år, udtaler videnskabsminister Helge Sander i en pressemeddelelse.

Til gengæld har it-ingeniøruddannelserne optaget 292 imod 277 sidste år, altså 15 personer mere, mens tilgangen af bachelorer til IT-Universitetets overbygningsuddannelser er steget næsten 50 procent fra 302 til 446 nye studerende.
- Vi har længe ment, at der er alt for få studerende. Erhvervslivet siger også, der er for få, hvis den danske it-branche skal udvikle sig. Ude på DIKU er der er kraftigt fald. Det er en ret selvtilfreds holdning fra videnskabsministeren, at han ikke vil se i øjnene, at der er nogle helt specifikke problemer, erklærer Peter Ussing, formand for it-fagforeningen Prosa.
Han mener, at især DIKU, datalogernes uddannelsessted, har behov for bedre faciliteter.
- Man vil hellere læse på ITU, for der er helt anderledes gode faciliteter der. De studerende kan have svært ved at finde en arbejdsplads. Der er ikke tilstrækkeligt med ressourcer til stede på DIKU, så det kan virke som et professionelt studiemiljø, siger Peter Ussing.
De lave optagelsestal skyldes muligvis, at mange it-uddannelser er en tand for teoretiske og for lidt anvendelsesorienteret, mener chefen for studieadministrationen ved Københavns Universitet, Jakob Lange.
- Videnskabsministeren kan ikke være tilfreds med det optag. Vi skal rekruttere de bedste blandt datamatikerne. Der skal være flere veje ind i studierne for folk, der har beskæftiget sig med it på det praktiske niveau, men som får lyst til at fordybe sig i det teoretiske, siger Jakob Lange.
Han undrer sig over, at datalogi på Københavns Universitet har fri adgang.
- Engang var der adgangsbegrænsning på det studium, siger han.