Dansk forskning dumper i OECS-statistik

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. september 2005.


Antallet af forskere i Danmark ligger langt under det europæiske gennemsnit. Det viser uddannelsesstatistikken fra OECD, Education at a Glance.

I Danmark har 1,1 procent af befolkningen fået en forskeruddannelse. Gennemsnittet i OECD er 1,3 procent.
I Sverige er tallet helt oppe på 2,8 procent i den nye uddannelsesstatistik Education at a Glance fra OECD.
Tallene i statistikken dækker ganske vist 2003. Men videnskabsminister Helge Sander (V) kalder i en pressemeddelelse tallene for alarmerende og udfordringen for stor.
Danmark ligger under OECD-gennemsnittet med antallet af 25-34-årige, som har en mellemlang eller lang videregående uddannelse inden for teknik og naturvidenskab.
Hver fjerde dansker mellem 25 og 64 år har en mellemlang videregående uddannelse eller en universitetsuddannelse.
I den sammenhæng indtager Danmark en tredjeplads i forhold til de andre OECD-lande, kun overgået af Norge og USA.
- Men lande som Korea, Irland og Polen har for længst overhalet os, når vi ser på højtuddannede videnarbejdere inden for natur og teknik. Et område, hvor vi skal frem i feltet, ikke længere tilbage, siger Helge Sander.
Han mener, at tallene er alarmerende, fordi vi risikerer at underminere fundamentet for vores velstand og velfærd, hvis der ikke sker en markant ændring.
De yngre kvinder udgør i øvrigt kun en tredjedel af danskere mellem 25 og 34 år, som har en mellemlang eller lang videregående uddannelse inden for teknik og naturvidenskab.
Det forhold kalder videnskabsministeren 'utilfredsstillende'.

Billedtekst:
Bekymring Det lave antal danske forskere risikerer at underminere fundamentet for samfundet, vurderer videnskabsminister Helge Sander.
Foto: Torben Klint