Danske antipirater til USA

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 16. september 2005.


Den danske internetvirksomhed Netgroup udskiller afdelingen Mediakey.

RETTIGHEDER 
Danske Netgroup har udskilt selskabet Mediakey, der udvikler løsninger til digital rights management (DRM). Mediakey slår sig nu ned med hovedkontor i Connecticut, USA, for at være tættere på den enorme amerikanske medieindustri.
Den har nemlig behov for løsninger, der forhindrer fildelere i at kopiere og distribuere kunstnernes værker uden tilladelse, vurderer Mediakey.
Selskabet lægger ud med en dansk direktør og to-tre amerikanske medarbejdere.
Sikker netdistribution
DRM-løsningerne er baseret på Microsoft Windows Media DRM. Microsofts DRM-produkter er ifølge den danske direktør, Leon Standly, det nærmeste, man kommer en industristandard i dag.
Visionen er, at alt digitalt materiale skal beskyttes ved roden for at gøre det svært for fildelerne.
- Branchen taber dagligt millioner på fildeling. Vi tilbyder indholdsudbydere og rettighedshavere at kryptere deres digitale medier, så de kan distribueres via nettet uden at blive misbrugt af peer-to-peer-piraterne, siger Leon Standly.
Peer-to-peer, eller P2P, er udtrykket, der anvendes, når to computerbrugere udveksler data direkte med hinanden.
Leon Standly peger på, at op til 60 procent af den globale internettrafik er P2P, og at en stor part er deling af ulovligt kopieret materiale.

Masser af hovedkvarterer
Netgroup har i flere år haft hosting-kunder med DRM-løsninger. Det er en stærk stigning i efterspørgslen, der har sendt selskabet til USA.
Her er man tættere på beslutningstagerne i underholdningsindustrien.
- Vi ligger en halv times kørsel fra New York City. Det område er spækket med hovedkvarterer inden for mediebranchen, siger Leon Standly.
I USA vil den danske virksomhed trække på sit bagland i Danmark og bruge Netgroup som teknologipartner til hosting og betalingsløsninger.
Mediakey satser på at nå økonomisk break even inden for ni måneder og omsætte for to millioner dollars om året.