Sun: Vores software skal være open source

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. september 2005.


Sun vil gøre al sin software til open source.

Sun mener at have set fremtiden for software. Den hedder open source. I hvert fald hvis man skal tro Simon Phipps som er chief open source officer hos Sun.
I mandags holdt Simon Phipps åbningstale om open source på udviklerkonferencen JAOO i Århus.
- Open source-software er jo oplagt, når man har et netværkssamfund, hvor folk utroligt nemt kan udveksle ideer, siger Simon Phipps.
- Det er da tåbeligt at have en lille lukket udviklingsgruppe, der arbejder på at udvikle software helt for sig selv. De går glip af en masse. Hvis man lægger koden ud som open source har man mulighed for at få input fra en masse intelligente folk, siger Simon Phipps.
Det er blandt andet, hvad Sun har gjort med deres Open Solaris. Simon Phipps var med til at forberede open source-versionen med Solaris, der blev frigivet for tre måneder siden.
Siden da har 9.000 meldt sig som deltagere i projektet. Omkring 600 er registreret til at bidrage med ændringer, og i løbet af de første tre måneder er der kommet mellem 30 og 40 bidrag.
Han understreger dog, at det ikke er et spørgsmål om, at Sun skal have gratis udviklingsressourcer.
- Man skal ikke starte et open source-projekt, blot fordi man ønsker gratis udviklingsressourcer. Det er ikke ideen med open source, siger han.
- Men mange af bidragyderne til Open Solaris er konsulenter, som får erfaring og viden som de efterfølgende kan sælge. På den måde får de værdi ved at deltage. Pointen med open source er den stadig voksende netværkseffekt, forklarer Simon Phipps og fortsætter:
- Det er kun i få tilfælde, at der er tale om ren filantropi.

Erfaringerne med Open Solaris viser, ifølge Simon Phipps, at open source er den rigtige model.
- Vi forventer at udvide forretningsområdet for Solaris på grund af netværkseffekten. Eksempelvis er der startet en portering til power-pc-platformen, og et indisk firma har skabt en live-CD version med Solaris, siger Simon Phipps.
Sun har da også planer om at al deres software skal være open source. Simon Phipps kan dog ikke komme nærmere ind på planerne.
- At tage kodebasen for et produkt og gøre den open source er ikke enkelt. Det tog os fem år at gøre Solaris open source, siger Simon Phipps og uddyber:
- Vi skulle sørge for, at der ikke var problemer med den intellektuelle ejendomsret til koden. Vi skulle skabe rammerne for et community. Samtidig skulle Suns udviklere vænne sig til en anden udviklingsproces. Beslutningerne bliver ikke længere taget i et møderum, men i samarbejde med et vidt spredt community. Det koster mange penge og god forberedelse at gøre et produkt open source. Vi går ikke ind i det halvhjertet.

Billedtekst:
Simon Phipps arbejder på at gøre al Sun-software til open source.
Foto: Mai Skou Nielsen, EOS

Boks:
java-udviklerne drog til Århus
For niende gang blev der afholdt Java-udviklerkonference i Århus. I år var der over 900 deltagere, der kom for at høre, hvordan man kan gribe udvikling af store administrative systemer an.
JAOO er en forkortelse for Java objektorienteret, men den betegnelse er ikke længere helt dækkende.
Udover Java EE dækkede de over 90 foredrag den nyeste udvikling inden for .Net-udvikling, scriptsprog som Ruby og Python samt indlejrede systemer. Derudover var der en mængde indlæg om design patterns, serviceorienteret arkitektur, test, profiling og agile udviklingsmetoder.
Konferencen slutter i dag, fredag.