Digitalt røntgenarkiv til studerende

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. oktober 2005.


Radiograf-studerende får adgang til databaser med det digitale røntgenarkiv fra Nordjyllands Amt.

Det er slut med fedtede røntgenbilleder og flimrende lysborde.
De radiografstuderende får som noget helt nyt i uddannelsen adgang til anonymiserede digitale røntgenbilleder direkte fra sygehusene i Nordjyllands Amt.
Ved computeren kan de studerende bearbejde patientbilleder fra den virkelige verden, ændre på parametre, som har betydning for kvaliteten af et røntgenbilledet, og udføre 3D-rekontruktioner af knogler.
Billederne kan også hentes direkte ind i undervisningslokalet via en elektronisk tavle.

Den nye uddannelsesløsning er resultatet af et samarbejde mellem Radiografuddannelserne i Danmark, Nordjyllands Amt, IBM og virksomheden Medical Insight. Amterne har stået for finansieringen.
Der er tre radiografskoler herhjemme, som ligger i Herlev, Odense og Aalborg. Uddannelsen tager tre et halvt år.
Der optages 180 elever om året, og der er stor efterspørgsel efter radiografer i sundhedssektoren, oplyser skolerne.