Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 7. oktober 2005.
10 ledere har forladt it-forhandleren Atea på et halvt år. I fredags sagde salgsdirektøren og marketingdirektøren farvel.
Atea har store problemer med at holde på sine ledere. Opsigelserne begyndte for godt et halvt år siden med logistikchef Jørgen Hedegaard og indkøbschef Morten Holm.
Siden har følgende forladt Atea: Lagerchef Niels Eriksen, nordisk chef for IBM-indkøb Erik Møller, salgschef Århus Claus Bertelsen, salgschef for det offentlige marked Villads Meier, salgschef for små og mellemstore virksomheder Oktay Ilgöj og chef for tilbehørsforretningen Lone Kristensen.
Dertil kommer de to opsigelser, hvor den konstituerede Atea-direktør Ulrik Roland og Hans Henrik Hansen, der var chef for softwarelicenser, sagde op for i stedet at begynde
at arbejde for konkurrenten Again med tidligere Atea-topchef Frank Mortensen i spidsen.
Mangler brancheerfaring
Endelig sagde salgsdirektør Jim Pedersen og marketingdirektør Jakob Thye deres stillinger op sidste fredag. Jakob Thye blev udnævnt til konstitueret administrerende direktør, da Frank Mortensen forlod Atea.
Ifølge Itbranchens oplysninger hænger en del af opsigelserne sammen med, at ledelsen - såvel Ateas koncernchef, Sebastian Lindström, som den danske administrerende direktør, Henrik Damgaard - mangler aktuel brancheerfaring.
Da Sebastian Lindström sidste år blev udnævnt til topposten i Atea, kom han fra elektronikvirksomheden AQ Holmbergs. Lindström har tidligere bestridt stillinger inden for it-service- og fremstillingsvirksomheder.
Henrik Damgaard kom til Atea fra Sony Business, og han har tidligere arbejdet som salgsdirektør i Computer 2000 (nu Tech Data) og Scribona.
- Men det er mange år siden, og der sket en kolossal udvikling i branchen siden da, lyder det fra flere sider til Itbranchen.
Nyt game
- De forstår simpelthen ikke det her game. Det hører jeg både fra medarbejdere og fra de producenter, der leverer til Atea, siger en anden kilde tæt på forløbet.
Administrerende direktør i Atea Henrik Damgaard er tavs om sin manglende brancheerfaring.
- At nogen mener, at jeg
og Sebastian Lindström mangler brancheerfaring, har jeg ingen kommentarer til, siger han.
Henrik Damgaard siger videre, at "når man diskuterer forandring, bliver nogle utrygge."
- Nogle bryder sig ikke om det her hamskifte, Atea er ved at gennemføre, og vælger at sige op og prøve noget andet, og det er selvfølgelig deres frie valg, siger Henrik Damgaard.
Ingen mål
Atea-direktøren siger videre, at han kun har været på posten i to måneder og helst ikke vil måles på opsigelser, der går et halvt år tilbage.
Men i hvert fald fire af opsigelserne er sket i Damgaards tid på posten.
- Jeg vil ikke diskutere opsigelserne i den åbne presse, siger Henrik Damgaard.
Ingen visioner eller mål
Jakob Thye har dog ikke noget imod at forklare sin opsigelse. Han siger om årsagen til sin opsigelse:
- Jeg tror ikke på Atea som virksomhed. Der er ingen vision, ingen klar strategi, og der er slet ingen mål. Så jeg har svært ved at se, hvor Atea skal hen.
Billedtekst:
- Jeg tror ikke på Atea som virksomhed. Der er ingen vision, ingen klar strategi, og der er slet ingen mål. Så jeg har svært ved at se, hvor Atea skal hen, siger den tidligere marketingdirektør i Atea Jakob Thye.