1.000 skoler bag pc-kørekort

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. oktober 2005.


Folkeskole nummer 1.000 har besluttet at give sine elever det Junior pc-kørekort, som Undervisningsministeriet lancerede sidste år.

Vesterbro Ny Skole i København har sammen med 999 andre folkeskoler tilmeldt sig ordningen, der skal udstyre eleverne med Junior pc-kørekort.
Junior pc-kørekortet er lanceret af Undervisningsministeriet som en del af regeringens handleplan, IT i Folkeskolen, hvor formålet er, at eleverne lærer at anvende informationsteknologien bredt.
Eleverne har allerede fra første klasse mulighed for at få kørekortet, der dokumenterer, at de kan bruge computeren i undervisningen.
- Junior pc-kørekortet er et bevis på it-kundskaber, det er grundstenen til de værktøjer, der er en integreret del af undervisningen i en moderne skole, udtaler Dorte Olesen, administrerende direktør i Uni-C, der har udviklet kørekortet.
Junior pc-kørekortet beskriver elevens it- og mediekompetencer i forhold til fagenes mål. Elevens kompetencer bedømmes på tre trin, typisk efter 3., 6. og 9. klasse. Kørekortet giver lærerne vejledning inden for en række områder, som it- og mediestøttede læreprocesser, informationsindsamling og computere samt netværk. Desuden får lærerne materialer, så de kan evaluere og dokumentere forløbene og dermed udstede kørekortene.