Den hemmelige agents mareridt

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. oktober 2005.


Hvor går man egentlig hen, når man ikke kan komme af med sine hemmeligheder?

Der er snart ingen grænser for, hvad der er grænser for.
Computerne sender en lind strøm af meddelelser med indhold som: Der er ikke mere hukommelse, der er ikke mere RAM, der er ikke flere filer, der er ikke mere på kontoen.
Nu er der tilsyneladende også grænser for, hvor mange hemmeligheder, man har lov at ha'.
I de gode gamle dage, hvor it var et engelsk ord, der betød den eller det, satte mængden af papir (husker nogen papir?) i dagbogen en naturlig grænse for, hvor mange gedulgte intimiteter, et menneske kunne slippe af sted med at nedfælde om sig selv. I dag er det computeren.

Ugens fejlmeddelelse ligner noget fra en applikation til hemmelige agenter. Men vor læser, Oliver Sandorff, hævder hårdnakket, at han til daglig er systemarkitekt på Lundbeck-instituttet. Han bedyrer, at dialogboksen dukkede op, da han åbnede en DVD fra sin Internet Explorer-browser.
- Microsoft er nødt til at efterleve krypteringslovgivningen i USA, og har derfor indbygget en begrænsning i Windows NT/2000. Min DVD indeholdt ikke krypterede filer, men det syntes Windows åbenbart, forklarer han.