På tjaldjagt i etaten

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. oktober 2005.


Hvor finder man
varerne i disse for Christianias hashmarked så betrængte tider? Hos Post Danmark, er det lidt overraskende svar.

Hashplanten er en mageløs vækst. Den vokser som ukrudt og fortryller mark og visse villahaver med sine grønne, savtakkede blade og liflige duft, der bølger over ligusterhække og staudebede.
Er man en af de uheldige, som glemte at kaste en håndfuld frø i jorden i det tidlige forår, og således går en lang og mørk vinter i møde uden selskab af den interessante plante, så frygt da ikke.
Thi; du skal ikke bevæge dig ud i obskure hashklubber eller ringe efter De Brune Bude for forsyninger. Som it-menneske har du anderledes komfortable muligheder. Sæt dig ved pc'en, åbn din browser og klik ind på Post Danmarks website. For det er her, de euforiserende midler er tilgængeliggjort, efter en anden etat, politiet, satte en prop i Pusherstreet i den navnkundige fristad, Christiania.

I hvert fald dukker et noget alternativt søgeord op af tågerne, når man leder efter Post Giro: Pot Danmark, simpelthen.
Bagsiden har tidligere gjort sig lystig over forholdene i Telestyrelsen, der ved festlige lejligheder godkender
visse modem-typer med et "OK - Telesyrelsen". Om det er de samme tjaldaber, der i dag huserer i Pot Danmark, skal vi lade være usagt.

Billedtekst:
HOST Søg og du skal finde. Det skorter ikke på overraskelser hos den gamle etat, der nu går sine alternative konkurrenter, De Brune Bude, i bedene med sit nye satsningsområde, pot.